Udover nedfaldne blade, strikkede sweatre og blæsevejr er efteråret også sæson for Sundhedsstyrelsens store vaccinationsindsats. Hvert år fra 1. oktober tilbydes udvalgte grupper nemlig en gratis vaccination mod influenza og corona, og nu har Sundhedsstyrelsen udgivet planen for, hvilke grupper der er omfattet af tilbuddet i år.
Igen i år er der fokus på de grupper, der er i risiko for at få et alvorligt forløb med influenza og/eller corona, det vil sige ældre og personer med visse kroniske sygdomme eller andre tilstande, der øger risikoen for et alvorligt forløb.
Hvem kan blive vaccineret gratis?
Alle personer over 65 år kan blive vaccineret gratis mod influenza og corona. Derudover er følgende grupper omfattet:
- Personer med kroniske sygdomme, såsom kroniske lungesygdomme, diabetes, kronisk lever- eller nyresygdom, hjerte-kar-sygdom og immundefekt.
- Personer med svær overvægt, det vil sige et BMI over 35.
- Personer med andre tilstande, der øger risikoen for et svært forløb med corona eller influenza, for eksempel svære psykiske lidelser.
- Gravide i 2. eller 3. trimester.
- Personer, der deler husstand med én, der har øget risiko for et svært forløb.
- Børn, der har øget risiko for et svært forløb.
- Førtidspensionister
De seneste tre år har børn i alderen 2-6 år også været omfattet af tilbuddet om gratis corona- og influenzavaccine. Det er de ikke i år. Det skyldes, at tilslutningen til vaccinationsprogrammet de tidligere år ikke har været så høj.
Hvor kan man blive vaccineret?
Tidligere har man kunnet blive vaccineret på apoteket. Det bliver ikke en mulighed i år, hvor der i stedet bliver oprettet regionale vaccinationscentre. Desuden er der blevet indgået en aftale med Danske Lægers Vaccinations Service (DLVS), hvor man også har mulighed for at blive vaccineret.
Man kan bestille tid på vacciner.dk. Her kan man også finde det nærmeste vaccinationssted.
Der er mulighed for at få vaccinen hjemme, hvis man bor på plejehjem, eller hvis man ikke kan forlade sit eget hjem.
Vaccinationsindsatsen begynder 1. oktober og løber frem til 20. december.
Kilde: Sundhedsstyrelsen