Om professorerne
Thomas G. Jensener professor i Medicinsk Genetik på Aarhus Universitet og medlem af Det etiske Råd. Han forsker primært i udvikling af genterapi af en række arvelige sygdomme. Thomas G. Jensen har arbejdet med en række forskellige typer af stamceller blandt andet fra huden og fra knoglemarven.
Peter Ebbesener dr. med, professor og medlem af Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
1) Hvorfor skal man/skal man ikke gemme sit barns stamceller?
Thomas G. Jensen:
”Man skal helt selv bestemme, om man vil gemme sit barns stamceller, men det er usandsynligt, at der vil blive brug for dem senere hen.
I dag er det sådan, at når stamceller fra navlestrengen benyttes til behandling, så er det for det meste en forudsætning, at cellerne kommer fra en anden person end patienten selv. Det gælder for eksempel ved arvelige sygdomme, og det gælder ved leukæmi. Men hvordan det vil se ud i fremtiden, det ved ingen”.
Peter Ebbesen:
”Man skal gemme sit barns stamceller, hvis to betingelser er opfyldt:
1.For det første skal man tro på, at udviklingen inden for stamcelle-forskning gør, at nyfødtes stamceller bliver mere værdifulde end de stamceller, man kan høste fra kroppen senere i livet. Hvis kroppen for eksempel får genetiske skader, eller man får en sygdom, der rammer netop de umodne celler, som man ellers bruger til transplantation i dag, så kan ens egne celler blive ubrugelige, og så har man i dag brug for en donor. Hvis det nu viser sig i fremtiden, at ens egne stamceller kan bruges istedet, når de transplanteres "tilbage" til en gammel donor, så kan det være en god idé at gemme barnets stamceller.
2.Den anden betingelse, der skal opfyldes, er, at man uden afsavn kan undvære et par tusinde kroner om året.”
2) Har stamceller fra navlestrengsblodet nogle fordele eller ulemper i forhold til andre typer stamceller?
Thomas G. Jensen:
”Ja, så vidt jeg ved, er der oftest en vis mængde bloddannende stamceller, men kun beskedne mængder af såkaldte mesenchymale stamceller. Og det er en ulempe. Begge typer stamceller kan benyttes til behandling.
Imidlertid er det sådan, at nedfrosset navlestrengsblod for det meste indeholder under 1/10-del af den mængde stamceller, som man i dag får fra knoglemarvsudsuget eller i høst fra en medicinsk forbehandlet donor.”
Peter Ebbesen:
”Umiddelbart ved jeg ikke, om der er de store forskelle medicinsk set på stamceller fra navlestrengen og andre typer stamceller.
3) Hvor stor er sandsynligheden for, at ens barn i løbet af sit liv får brug for sine stamceller fra navlestrengsblodet?
Thomas G. Jensen:
”Forsvindende lille – som situationen er i dag.”
Peter Ebbesen:
”Som det ser ud nu, er der ringe sandsynlighed for, at man kan få brug for sine egne stamceller, men udviklingen kan måske gøre det ret almindeligt at bruge egne stamceller, f.eks. til opbygning af brusk til knæ og andre led.”
4) Indeholder navlestrengsblodet stamceller, som man ikke kan finde i knoglemarven senere hen i livet?
Thomas G. Jensen:
”Så vidt jeg ved, kan man i navlestrengen finde en del umodne stamceller med stort vækstpotentiale, hvilket gør dem velegnede til behandling. Men ingen ved, om de vil blive brugt i stigende grad i fremtiden.”
Peter Ebbesen:
”Navlestrengens blod indeholder næppe celler, som man ikke også kan isolere senere i livet.”
5) Er der nogle sygdomme, man kun kan behandle med stamceller fra navlestrengsblodet?
Thomas G. Jensen:
”Ja, der findes patienter, hvor det er svært at finde en donor, der passer. I sådanne sjældne situationer kan man nogle gange benytte umodne stamceller fra navlestrengen fra en donor, der ikke er i familie med patienten. Disse stamceller kommer dermed ikke fra patientens eget navlestrengsblod, men fra navlestrengsblod fra en donor.”
Peter Ebbesen:
”Der er ikke sygdomme, der kun kan behandles med patientens eget navlesnorsblod.”
6) Hvad er udsigterne til, at stamceller fra navlestrengsblodet vil komme til at spille en særlig rolle i bestemte fremtidige behandlinger – eks. transplantationer og regenerative behandlinger?
Thomas G. Jensen:
”Der sker en rivende udvikling indenfor stamcelleforskningen, men om det bliver stamceller fra navlestrengsblod eller andre typer stamceller, der bliver de mest anvendelige, det er umuligt at spå om.”
Peter Ebbesen:
”Hvis transplantation med stamceller skal blive en almindelig behandling i fremtiden, så skal der udvikles nye metoder til at behandle for eksemepel visse demensformer og især ledlidelser.”
7) Inden for hvilke områder forventer du, at man vil kunne bruge stamceller til kommende behandlinger?
Thomas G. Jensen:
”Inden for alle sygdomme, hvor degeneration er involveret i sygdomsprocessen. Det er rigtigt mange sygdomme.”
Peter Ebbesen:
”Bindevævslidelser er nok dem, der først vil være almidelige at behandle med stamceller. Litteraturen rapporterer om gode foreløbige resulater ved behandling af beskadigelser på muskevævet omkring hjertet, Perkinson, meniskskader og type 2-diabetes.”
8) Tror du på, at man en dag vil kunne lave organer såsom en lever og nyre med egne stamceller?
Thomas G. Jensen:
Nej, det er for komplekst – i hvert fald inden for de nærmeste år.
Peter Ebbesen:
”Det mest simple organ at opbygge uden for menneskekroppen er nok brusk og hornhinde, da de er uden nerver og blodkar, og det er derfor sandsynligt, at dette vil kunne lykkes. Andre organer kan ikke forventes dannet inden for en overskuelig fremtid.
9) Kan stamcellerne tåle at være nedfrosset et helt liv?
Thomas G. Jensen:
”Ja, det tror jeg”
Peter Ebbesen:
”Ja. Det ser endnu ikke ud til, at menneskelige celler forandrer sig selv efter op til 40 års nedfrysning i flydende kvælstof.”
10) Ville du selv gemme dit eget barns stamceller?
Thomas G. Jensen:
”Nej det er spild af penge og unødige bekymringer.”
Peter Ebbesen:
”Mine børn er voksne, men mange af mine børnebørn har fået gemt deres navlestrengsblod”.