Mangel på hormon kan give smerter i muskler og led
Smerter i muskler og led er et symptom på overgangsalder på linje med hedeture, tørre slimhinder og søvnløshed. Nogle kvinder lægger næsten ikke mærke til smerterne, mens de for andre kvinder er næsten uudholdelige.
- Det er et velkendt fænomen. Jeg kender tal på, at cirka 50 procent af alle kvinder i overgangsalderen oplever en eller form for ledsmerter eller muskelsmerter.
Sådan lyder det fra Lars Arendt-Nielsen, der er professor ved Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital og ekspert i smerter.
Han fortæller, at der kan være mange forskellige grader af smerte i forbindelse med overgangsalder. Nogle kvinder mærker ikke så meget til smerterne, mens de for andre kvinder kan udvikle sig til en fibromyalgi-lignende tilstand med smerter, der er så kraftige, at det bliver svært at opretholde en normal hverdag. Nogle kvinder kan også opleve andre smertetilstande såsom migræne eller ondt i ryggen i forbindelse med overgangsalderen.
Læs mere: Mindre østrogen kan give gener og sygdom: Det kan du gøre
Østrogen virker smertestillende
Som med mange af de andre symptomer på overgangsalderen, hænger muskel- og ledsmerterne sammen med den ændrede hormonbalance. For det første spiller østrogen en rolle i at holde især led smidige, så når østrogenniveauet begynder at dale, kan leddene samtidig begynde at føles stive og gøre ondt. Samtidig begynder østrogenets gavnlige effekter på smertesystemet at forsvinde.
- Østrogen har den egenskab, at det er et smertedæmpende hormon. Det ved vi, fordi vi har lavet studier hos kvinder i forbindelse med menstruationscyklus. Der kan vi se, at i de perioder i cyklus, hvor man har øget østrogenniveau (omkring ægløsningen red.), der har man en højere smertetærskel, end i de perioder, hvor man har et reduceret østrogenniveau, forklarer Lars Arendt-Nielsen.
Når man kommer i overgangsalderen, falder niveauet af østrogen, og derfor har man altså ikke længere den naturlige smertedæmpende effekt fra hormonet. Lars Arendt-Nielsen peger også på, at den dårlige søvn, som mange kvinder oplever i overgangsalderen kan have en indflydelse på, hvordan smerterne opleves.
- Hvis man skal op og skifte dyne og lagen flere gange på en nat, så får man jo det, vi kalder fraktioneret søvn, og det har faktisk også indflydelse på smertesystemet.
Der er altså en god forklaring på smerterne - men hvad kan man så gøre for at mindske dem?
Test dig selv: Lider du af hedeture
En af de mest almindelige gener ved overgangsalderen er hedeture. Hvis man er meget generet af sine hedeture, findes der heldigvis behandling, der kan lindre. Hvor meget påvirker hedeture dig?
Effekt af behandling varierer
Hvis man er påvirket af sine smerter, er det vigtigt at få talt med lægen om, hvad der kan gøres for at mindske dem.
Lars Arendt-Nielsen fortæller, at man i mange tilfælde vil forsøge at behandle smerterne med hormonbehandling. Ifølge Lars Arendt-Nielsen er det dog lidt uklart, hvor stor en effekt hormonbehandling egentlig har på smerterne.
Derudover kan man tage almindelig smertestillende medicin (for eksempel paracetamol eller ibuprofen) i de perioder, hvor smerterne er allerværst. Lars Arendt-Nielsen råder dog til, at man ikke tager smertestillende i en længere periode, da det så kan munde ud i hovedpine på grund af overforbrug af medicin.
Læs mere: Gener i overgangsalderen kan behandles
Der er også nogle ting, man kan gøre selv.
- Man ved, at fysisk aktivitet er godt for muskulaturen generelt. Ved fysisk aktivitet mindsker man nedbrydningen af muskler og led, og det er positivt nærmest ligegyldigt hvilken sygdom, der er tale om.
- Lige nu er der også meget fokus på kost, særligt antioxidativ kost. Hvor meget det egentlig gavner, kan vi ikke sige noget om, men det skader i hvert fald ikke, fortæller Lars Arendt-Nielsen, og peger samtidig på, at det er en god idé at prøve at sænke sit stressniveau og fokusere på at få nok søvn.
Læs mere: Hvor findes antioxidanter i kosten?
Det er svært at pege på en behandling, der virker for alle, så hvis man er meget plaget af muskel- og ledsmerter, kan det være en idé at prøve noget forskelligt af og se, om der er noget, man har særligt god effekt af. For de fleste kvinder forsvinder muskel- og ledsmerterne af sig selv efter en kortere eller længere periode.
Nyhedsbrev om overgangsalder
I Netdoktors nyhedsbrev kan du blandt andet få viden om, hvad der sker i kroppen under overgangsalderen.
Du kan også blive klogere på den nyeste behandling, og så kan du få gode og konkrete råd til, hvordan du kan håndtere gener og symptomer i overgangsalderen.
Kommentér denne artikel
Der er endnu ingen kommentarer på denne side