Omkring 350.000 danskere har astma heraf 75.000 børn under 16 år.
Hverdagen med en astmatiker
Det kræver noget at være pårørende til en astmatiker, men med viden og indsigt er det nemmere at kunne drage omsorg for og give støtte til astmatikeren. Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i, hvad sygdommen går ud på, hvordan medicinen virker, hvordan den tages korrekt, og om der skal ændres ting ved forholdene i og indretningen af hjemmet. Det er vigtigt at få talt om, hvad astmatikeren har brug for og ikke mindst hjælpe med til, at sygdommen tages alvorligt uden at lade astma overtage styringen af familielivet.
Behandling af astma
Astma kan være en indgribende sygdom, men langt de fleste astmatikere, børn såvel som voksne kan blive så velbehandlede, at de ikke mærker noget til deres sygdom. Astma kan dog være en alvorlig sydom, og af hensyn til livskvaliteten og helbredet på lang sigt er det vigtigt, at man tager sygdommen alvorligt og følger den behandling, som lægen har angivet.
Mange astmatikere oplever gode og dårlige perioder med deres sygdom. I en god periode kan det være fristende at undlade at tage den forebyggende medicin, fordi man måske tænker: ”Nu går det jo godt, jeg er nok ved at komme mig over min astma”. I en dårlig periode kan tvivlen til gengæld melde sig: ”Mon medicinen overhovedet virker?” I begge tilfælde kan den pårørende have en vigtig funktion som sparringspartner, der kan hjælpe astmatikeren med at fastholde sin behandling.
Ligesom vi sender bilen til syn og jævnligt går til tandlæge, bør astmatikeren jævnligt få kontrolleret sin astma. Som pårørende kan man hjælpe ved at minde astmatikeren om at gå jævnligt til lægelige kontroller og få målt lungefunktionen mindst én gang årligt. Ud fra målingen kan lægen vurdere, om der eventuelt skal justeres på behandlingen.
Røgfrit og rent miljø
Hjemmet hos en astmatiker bør være røgfrit, da røgen generer i luftvejene og giver unødige symptomer og måske endda et øget behov for medicin. Børn bør ikke udsættes for passiv rygning, hverken ude eller hjemme.
Er astmatikeren også allergisk, bør hjemmet, så vidt det er muligt, holdes fri for allergener. Er det husdyr, man ikke kan tåle, bør katten, man er blevet allergisk overfor, ikke skiftes ud med en hund eller kanin, da risikoen for at få endnu en allergi er meget stor. Er det husstøvmider, man ikke kan tåle, bør man hjælpe med at få lagt rent på sengene, helst en gang ugentligt, vaske dyner og puder cirka fire gange årligt og hjælpe med og få luftet ud cirka to gange dagligt i 10 minutter. Soverummet skal have så få lodne overflader som muligt, da det letter rengøringen.
Støtte til børn - og voksne
Det er en balancegang at være pårørende til en astmatiker. Opgaven og det ansvar man kan påtage sig afhænger naturligvis af forholdet mellem den pårørende og astmatikeren. Et astmatisk barn kræver mere opmærksomhed end en voksen. Under alle omstændigheder er det vigtigt at støtte uden at være emsig og tage over.
Den daglige forebyggende medicin er grundstenen i al astmabehandling, på samme måde som tandbørstningen forebygger karies. Er astmatikeren et barn, er opgaven også helt parallel til tandbørstningen: Det gælder om at opbygge en daglig rutine, så inhalationerne bliver lige så naturlige og automatiserede, som tandbørstningen bør være. Målet er at få barnet til at acceptere behandlingen og dermed undgå konflikter.
Typisk vil der også være en anfaldsmedicin (den ”blå”), som barnet altid skal have med sig, idet behovet opstår akut. Her kan det være en god idé at have flere: én hjemme, én i skoletasken/frakkelommen, én hos mormor, kort sagt de steder, hvor barnet opholder sig meget. Derved undgår man stress i hverdagen med at huske at pakke medicin.
Astma-symptomer og anfald
Symptomer på forværring af astma vil typisk være:
Astmaforværring kan komme snigende og anfaldene kan også komme akut. Nogle har perioder med mange anfald, hvilket kan være et tegn på, at astmaen er underbehandlet eller fejlbehandlet.
Oplever man som pårørende, at astmatikeren for eksempel hoster, har pibende vejrtrækning eller bliver mere forpustet end vanligt, er det tid til at blive kontrolleret af en læge.
Når astmatikeren får et anfald, skal man sørge for at forholde sig i ro, hjælpe til så han/hun får noget behovsmedicin og gentage behandlingen, hvis den ikke virker godt inden for cirka 15 minutter. Er anfaldet alvorligt skal man søge læge, vagtlæge eller skadestue.
Astmamedicin
De fleste astmainhalatorer har en fælles ”farvekode”
Blå; akutmedicin - giver luft. Virker luftvejsudvidende ved at afslappe muskulaturen rundt om luftvejene, så der derved er mere plads til at trække vejret.
Grøn/turkis; langtidsvirkende luftvejsudvidende. Virker luftvejsudvidende ved at afslappe muskulaturen rundt om luftvejene, så der derved er mere plads at trække. Virker i 12 timer.
Orange/brune; binyrebarkhormon forebygger og behandler irritationen af slimhinderne i luftvejene. Man kan ikke mærke effekten af den forbyggende medicin nu og her, men det er hjørnestenen for sygdoms- og symptomkontrollen.
Rød/lilla; er kombinationspræparater af binyrebarkhormon og langtidsvirkende luftvejsudvidende medicin.
Fælles for alle medicinpakningerne gælder, at der er indlagt sedler i pakningerne, der beskriver, hvordan medicin skal tages korrekt, hvordan den virker, og hvilke bivirkninger der måske kan opstå. Det er en god idé at læse indlægssedlerne, så alle ved, hvad man skal være opmærksom på, når man tager medicinen.
Konsekvenser for familielivet - og parforholdet
Underbehandlet og fejlbehandlet astma kan fylde meget i familielivet og kan blive en unødvendig belastning for kæreste- og familelivet.
Syge børn giver én uro, bekymringer og dårlig søvn. Er der perioder med megen sygdom og astma, bør barnet ses af læge og have vurderet astmabehandlingen.
Er det ens partner, der har en periode med flere astmasymptomer, kan det være en belastning for parforholdet. Overskuddet i dagligdage er mindre, det kan gå ud over alt lige fra gøremålene i hjemmet til lysten og evnen til at dyrke sex. Er man inde i sådan en ond spiral, og astmatikeren ikke selv får taget initiativ til at få kontrolleret sin astma og astmabehandling, bør han/hun hjælpes til at få gjort.
Hvem bør informeres?
De voksne omkring astmabørn, der går i småbørnsinstitutioner, bør informeres om, at barnet har astma. Desuden bør de voksne oplyses om, hvilke astmasymptomer barnet typisk vil have, når det har brug for medicin, og de skal vide, hvordan de hjælper barnet med at tage medicinen.
De voksne omkring børn, der går i skole, bør orienteres om, at barnet har astma, og om der er nogle forholdsregler, de skal tage. Børnene skal endelig deltage i leg i skolegården og være aktivt med i gymnastiktimerne, men trækker de sig, fordi de får astmasymptomer, bør de mindes om at tage anfalds-medicinen og så lige tage det lidt med ro.
Det er god idé at opfordre de voksne, der er omkring barnet i hverdagen, til at sige til, hvis de oplever, at barnet har perioder med symptomer som hoste, åndenød, træthed og uoplagthed samt svært ved at følge fysisk med de andre børn, da disse symptomer tyder på, at barnet ikke er velbehandlet.