Forløb: KOL, ambulant

Diagnosen stilles på baggrund af sygehistorien, hvor der typisk skal være symptomer tilstede samt en relevant udsættelse for lungeskade gennem arbejde, tobak eller lignende, og så en lungefunktionsmåling, der viser, at man er langsom om at tømme lungerne for luft.

Første gang, man får målt lungefunktion, vil det være en reversibilitetstest, hvilket vil sige, at man udfører undersøgelsen før- og efter inhalation af medicin, der udvider luftvejene. Dette gør man for at se, om lungefunktionen kan bedres.

Der kan være behov for supplerende undersøgelser på sygehuset, som eksempelvis en udvidet lungefunktions- undersøgelse, hvor man blandt andet kan måle lungernes størrelse, hvor meget luft der er tilbage i lungerne, efter man har prøvet at tømme dem helt for luft og så hvor hurtigt ilten bevæger sig fra lungerne og over i blodet.

Derudover kan en gangtest, der måler hvor langt man kan gå på 6 minutter, og hvor meget iltniveauet i blodet ændres under aktivitet komme på tale ligesom en skanning af lungerne kan være med til at vurdere, hvor meget skade, der er sket på lungerne, og hvilken type skade, der er tale om.

Behandling og håndtering af KOL er i høj grad et spørgsmål om patient- inddragelse. Der er vigtigt, at patienten får en grundlæggende forståelse for, hvad det vil sige at skulle leve et liv med KOL, og hvad man selv kan gøre for at få det bedre og for at passe på sine lunger.

Derudover kan det være meget hensigtsmæssigt, at også pårørende inddrages, da kroniske sygdomme ikke kun påvirker den syge, men typisk har indvirkning på hele familien.

Rygestop, samt fokus på motion og træning og gode kostvaner er helt grundlæggende, hvis man gerne vil leve et så godt og ubesværet liv, som muligt.

Dertil kommer luftvejsudvidende inhalationsmedicin, hvor man typisk giver to forskellige slags, der henholdsvis udvider luftvejene (LABA) og forhindrer luftvejen i at trække sig sammen (LAMA). I tillæg kan der gives binyrebark, som inhalation (ICS). Det gives for at mindske slim og hævelse i luftvejene. Samtidig har ICS en forebyggende virkning, der bevirker, at man får færre forværringer, og det bedrer også overlevelsen.

Den vigtigste inhalationsmedicin er den langtidsvirkende (LABA, LAMA og ICS), der virker ca. 12-24 timer, hvorfor der skal giver en eller to gange om dagen. Det virker både forebyggende og samtidig mindsker det symptomer.

Man går mere og mere væk fra kortidsvirkende behovsmedicin (SABA og/eller SAMA), der kun virker nogle få timer (typisk 2-4 timer), og som kun kan symptomlindre. Dette skyldes, at det ikke har nogen forebyggende virkning, og da det ofte kan give bivirkninger, hvis det man tager for meget. Det kan være lokale gener fra mund og svælg, men også muskelkramper og vandladningsbesvær.

Hvis man får bivirkninger af sin inhalationsmedicin, så kan det oftest løses ved at skrue ned for dosis, ved at skifte til noget, der er knapt så kraftigt virkende eller ved at skrive fra pulverinhalation til spray på spacer.

Der findes også andre behandlinger til KOL – herunder iltbehandling, som man giver, hvis lungerne ikke selv kan klare at skaffe den fornødne ilt til kroppen. Ilt er en livsforlængende behandling, fordi iltmangel slides på alle kroppens organer over tid.

Antallet af kontroller planlægges afhængig af, hvor godt man har det, og hvor velbehandlet man er. Går det godt og stabilt, kan man nøjes med en årlig kontrol, hvor man måler lungefunktion, sikrer, at man kan tage sin inhalationsmedicin rigtigt, og at man er i optimal behandling.

Hvis der er problemer, som eksempelvis mange symptomer, forværring i sygdommen eller tab af funktionsevne, er det vigtigt, at man kontrollerer mere hyppigt, og søger at stabilisere tilstanden – eventuelt med hjælp fra sygehud og/eller kommune (træningdforløb, ekstra hjælp i hjemmet for at aflaste mv.).