Antibiotika er en samlet betegnelse for midler, der virker mod infektioner forårsaget af bakterier og visse andre mikroorganismer. Antibiotika bruges for eksempel mod halsbetændelse, lungebetændelse og klamydia.
Antibiotika adskiller sig fra desinfektionsmidler ved at være ugiftige for mennesker, men giftige for mikroorganismerne, såkaldt selektiv toksicitet (giftighed). Den selektive toksicitet skyldes, at antibiotika virker på bestemte ting i mikroorganismerne, som enten ikke findes hos mennesker, eller som adskiller sig på afgørende punkter.
Når antibiotika skal virke på bakterier, skal de passere gennem bakteriernes cellevæg og for nogles vedkommende også helt ind i bakteriens indre. Ved nogle bakterier er det nemmere at komme igennem cellevæggen end andre.
Stafylokokker og streptokokker hører for eksempel til bakterier (såkaldt Gram-positive), hvor cellevæggen ikke udgør en større barriere. Derfor kan de nemmere bekæmpes med antibiotika. Colibakterier er et eksempel på bakterier med en mere modstandsdygtig cellevæg (Gram-negative), som er sværere at komme igennem. Tuberkulosebakterier og andre lignende såkaldte mykobakterier har en endnu mere modstandsdygtig cellevæg og kan derfor bekæmpes med endnu færre typer antibiotika.
Smalspektret og bredspektret antibiotika
Nogle antibiotika er virksomme overfor både Gram-positive og Gram-negative bakterier og de kaldes derfor bredspektrede antibiotika. Andre antibiotika er derimod kun virksomme overfor enten Gram-positive bakterier eller overfor Gram-negative bakterier og de kaldes derfor smalspektrede antibiotika.
Hvis lægen endnu ikke har identificeret bakterien, der er årsag til en infektion, som kræver hurtig behandling, vil lægen ofte starte behandlingen med et bredspektret antibiotikum. Hvis lægen kender årsagen til infektionen, vil lægen ofte behandle med et smalspektret antibiotikum.
Efter virkemåde og kemisk struktur inddeles antibiotika i grupper:
Beta-laktamantibiotika, der har en speciel ringstruktur i sit molekyle, beta-laktam-ringen: penicilliner, cefalosporiner, monobaktamer, carbapenemer. Forhindrer cellevægsdannelse i bakterierne
Aminoglykosider: gentamicin og tobramycin. Forhindrer proteinsyntesen i bakterierne.
Tetracykliner: oxytetracyklin, tetracyklin, doxycyklin. Forhindrer også proteinsyntesen i bakterierne.
Makrolider: erythromycin, clarithromycin, azithromycin. Forhindrer også proteinsyntesen i bakterierne.
Andre relativt hyppigt anvendte antibiotika er:
kloramfenikol (øjendråber, forhindrer proteinssyntesen)
vancomycin (forhindrer cellevægsdannelsen)
clindamycin (forhindrer proteinsyntesen)
fusidin (øjendråber og hudsalve, forhindrer proteinsyntesen)
metronidazol (virker kun på såkaldte anaerobe bakterier, dvs. bakterier, der kun kan vokse, hvis der ikke er ilt til stede. Det virker ved at beskadige bakteriernes DNA)
rifampicin (virker ved at beskadige dannelsen af bakteriernes RNA)
ciprofloxacin (virker ved at beskadige dannelsen af bakteriernes DNA)
polymyxin (salve og øjendråber, virker ved at ødelægge cellevæggen og cytoplasmamembranen i Gram-negative bakterier)
sulfonamider (virker ved at hæmme bakteriernes folinsyrestofskifte)
trimetoprim (virker ved at hæmme bakteriernes folinsyrestofskifte)
nitrofurantoin (virker kun mod blærebetændelse, beskadiger bakteriernes DNA) og andre sjældnere brugte antibiotika, der kun anvendes på hospitalerne
Nogle antibiotika hæmmer kun bakteriernes vækst, hvorefter kroppens forsvarsmekanismer dræber dem. De kaldes bakteriostatiske.
Andre antibiotika dræber bakterierne. De kaldes baktericide. Til behandling af de fleste bakterieinfektioner er det ligegyldigt, om man anvender bakteriostatiske eller bakteriocide antibiotika. Hos personer med meget nedsat immunforsvar er det nødvendigt at anvende baktericide antibiotika, da infektionen ellers vil bryde op igen, når behandlingen afsluttes.
Antibiotika bruges ved mange forskellige bakterielle sygdomme som f. eks. halsbetændelse, mellemørebetændelse, lungebetændelse, blærebetændelse, svære tarminfektioner, blodforgiftning (sepsis), hjernehindebetændelse (meningitis), kønssygdomme som gonoré, klamydia og syfilis og selvfølgelig tuberkulose.
Resistente bakterier
Resistens er, når bakterier (og andre mikroorganismer) bliver modstandsdygtige over for antibiotika.
De enkelte bakteriers naturlige følsomhed over for antibiotika varierer, og denne naturlige følsomhed kan ændres. Resistens kan skyldes nedbrydende enzymer, som ødelægger antibiotika. Resistens kan også skyldes, at bakterien muterer og ændrer sig det sted i cellen, hvor antibiotikaen normalt ville have sin virkning.
Resistens kan opstå ved mutationer hos bakterien og ved overførsel af genetisk materiale, som koder for resistens til bakterien. Resistensgener kan for eksempel overføres fra én resistent bakterieart til andre bakterier, beslægtede og ubeslægtede. Det er det største problem, da et stort antibiotikaforbrug vil fremme udbredelsen af resistens for eksempel i tarmen på mennesker og dyr. Herfra kan de resistente bakterier så spredes og smitte andre mennesker via for eksempel forurenede føde- og drikkevarer. Ophører eller mindskes antibiotikaforbruget væsentligt, forsvinder de resistente bakterier som regel igen, da de kun har en overlevelsesfordel i forhold til følsomme bakterier i tilstedeværelse af antibiotika.
I Danmark er resistensforholdene ikke så bekymrende, da det hele tiden overvåges og effektive foranstaltninger indsættes og næsten alle resistente bakterier vil derfor kunne behandles her i landet. I nogle andre lande er situationen værre og derfor bliver patienter, der har været i behandling i sådanne lande og overføres til danske hospitaler, isoleret, indtil man er sikker på, at de ikke huser resistente bakterier, som kan smitte på hospitalet.
Antibiotika mod resistente vira og svampe
Der findes mange antibiotika, der er virksomme overfor virus f.eks. oseltamivir mod influenza og aciclovir mod herpes. Også her kan der opstå resistens, hvorfor der er udviklet andre effektive antibiotika mod sådanne virus.
Ligeledes findes der mange antibiotika, der er virksomme mod svampe f.eks. gærsvampe som Candida f.eks. fluconazol. Også her kan der opstå resistens, hvorfor der er udviklet andre effektive antibiotika mod sådanne svampe.
Overfor parasitsygdomme som for eksempel malaria er der udviklet mange effektive antibiotika blandt andet proguanil, som parasitterne desværre også kan blive resistente overfor. Også her er der udviklet en række andre antibiotika, som er effektive til at forebygge og behandle malaria.