Antibiotika
Antibiotika er en samlet betegnelse for midler, der virker mod infektioner forårsaget af bakterier. Bakterieceller adskiller sig fra menneskets celler på flere områder. Derfor er det muligt at påvirke de bakterier, der er skyld i en infektion med medicin, uden at vore egne celler bliver påvirket. Kroppens immunforsvar er som udgangspunkt i stand til at bekæmpe en infektion, men nogle gange er hjælp fra antibiotika nødvendigt.
Antibiotika bruges ved mange forskellige sygdomme såsom halsbetændelse , lungebetændelse og klamydia . Antibiotika skal dog gives og tages med forbehold, da risikoen for, at bakterierne mister deres følsomhed over for behandlingen, stiger med øget brug.
Der findes mange typer af antibiotika, hvoraf penicillin er den, der bruges mest. Alle typer antibiotika hæmmer bakteriernes vækst eller dræber dem ved at påvirke deres struktur. Når bakterierne blot svækkes, bliver det nemmere for menneskets immunforsvar at bekæmpe dem. Da antibiotika i visse tilfælde også påvirker menneskets egne gode bakterier - eksempelvis tarmbakterier - kan en behandling med antibiotika ofte være fulgt af mavegener i form af diaré.
Bakterier adskiller sig meget fra hinanden, og den type antibiotika, som virker på én bakterie, kan være ineffektiv over for en anden. Derfor er det en fordel at kende den præcise bakterie, der er skyld i sygdommen, således at man kan give den mest præcise behandling.
Midler der påvirker kroppens folat
Til forskel fra mennesker danner bakterier selv vitaminet folat. Folat er nødvendigt for, at bakterier kan leve, og derfor kan man hæmme kroppens dannelse af folat for at dræbe bakterierne. Fordelen ved dette er, at menneskets celler ikke bliver påvirket, da vi får den livsnødvendige folat via kosten. Sulfonamider og trimethoprim er grupper af lægemidler, som dræber bakterier netop ved at hæmme dannelsen af folat. Da midlerne virker en smule forskelligt, kan de kombineres for at give en forstærket effekt.
Midler der virker på bakteriens cellevæg
Bakteriecellens opbygning med en tyk eller tynd cellevæg er et andet mål for antibiotika. Cellevæggen forekommer ikke i menneskeceller, og derfor kan man få ram på bakterierne ved at påvirke cellevæggene. Når dannelse af cellevægge ikke sker optimalt, f.eks. under påvirkning af penicillin, vil bakterien svulme op og dø i stedet for at dele sig. Midler, der virker på denne måde, har kun effekt, når bakterien er i vækst.
Penicilliner kan være enten smal- eller bredspektrede. De bredspektrede virker på flere typer bakterier end de smalspektrede. Der er dog større chance for, at kroppen i længden bevarer sin følsomhed overfor penicillin, hvis man oftest bruger de smalspektrede penicillintyper.
Midler der virker på bakteriens proteinsyntese
Dannelse af proteiner er essentiel for både menneske- og bakterieceller. De stoffer, som indgår i proteindannelse i bakterieceller, er en smule forskellig fra dem i menneskeceller. Disse stoffer er derfor også et mål for at svække eller dræbe bakterien. Der findes mange midler, der hæmmer bakteriens proteindannelse, og da de virker på forskellige trin i bakteriens udvikling, vil de kunne kombineres for at opnå en kraftigere effekt. Tetracycliner, chloramphenicol og fusidinsyre er eksempler på medicintyper, der virker på denne måde. De adskiller sig især ved, at nogle hæmmer bakteriens vækst, mens andre dræber bakterien.
Midler der virker på bakteriens DNA/RNA
DNA og RNA byggestenene for udvikling af nye celler. Udviklingen af cellerne ud fra RNA og DNA sker blandt andet ved hjælp fra de enzymer, som bruges ved deling. Disse enzymer er forskellige hos mennesker og bakterier, og derfor kan de enzymer, som bakterierne bruger, specifikt hæmmes. Bakterien dør, når man hæmmer dens enzym topoisomerase II. Flouroquinoler er en medicingruppe, som hæmmer topoisomerase II. Lægemiddelstoffer som metronidazol påvirker også bakteriens DNA og RNA, men via en anden mekanisme.
Andre midler
Der findes flere typer af antibiotika, som på anden vis dræber bakterier eller hæmmer deres vækst. Midlerne omfatter både dem, der virker specifikt på en bakterie, og dem, der virker på flere. Eksempelvis er nitrofurantoin et stof, der kun bruges i behandlingen af urinvejsinfektioner, da stoffet kun er virksomt i urinen og ikke har virkning i hele kroppen.