Ny spørgeskemaundersøgelse blandt knapt 50.000 personer slår fast, at mange ikke går til lægen, selvom de har alvorlige symptomer på sygdom i luftvejene.
Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet viser med en ny undersøgelse, at blot 40 procent går til lægen, når de oplever symptomer som åndenød, langvarig hæshed eller hoster blod op. De nævnte kan alle være symptomer på lungekræft eller KOL.
Ifølge studiet gik rygere halvt så ofte til lægen som ikke-rygere, når de oplevede symptomer fra luftvejene. Dette er kritisk, da netop rygere har forøget risiko for både KOL og lungekræft. Årsagerne er ikke undersøgt i studiet, men læge og forskningsassistent, Lisa Maria Sele Sætre, har nogle bud:
- Det kan være fordi, rygerne føler, at det er pinligt eller måske frygter, at de alligevel skal op til lægen og have at vide, at det er deres egen skyld. Det kan også være, at de tænker, at det er helt normalt at hoste, når man ryger.
Ryger eller ikke-ryger, skal du søge læge, hvis du oplever et eller flere af symptomerne nedenfor, da de kan være tegn på KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) eller lungekræft.
Du får opspyt, der er tykt og svært at hoste op
Du hoster blod op
Du har hoste, som kan være daglig (det gælder også, hvis du er holdt op med at ryge og bliver ved med at hoste i mere end et par måneder)
Du bliver forpustet/stakåndet, især ved fysisk anstrengelse
Du oplever åndenød, du ikke tidligere har haft
KOL kan blive værre, hvis ikke det bliver behandlet, og man kan derfor risikere at miste endnu mere af sin lungefunktion. Er der tale om lungekræft, er det vigtigt at det opdages så tidligt som muligt, så man kan komme i behandling.
FÅ FLERE NYHEDER OM SUNDHED HER!
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Sidst opdateret: 27.07.2016