Annonce

Alkohol: Mange unge kommer til skade og får blackout

Knap hver tredje unge mellem 15 og 17 år har prøvet at få blackout, fordi de har drukket alkohol. Næsten lige så mange er kommet til skade på grund af alkohol.

Når danske teenagere begynder at drikke alkohol, drikker de ofte mere end et enkelt glas eller to. Udover at det kan give grumme tømmermænd, så er der også risiko for at få dårlig samvittighed, blackout eller komme til skade. Det kan mange 15-17-årige skrive under på.

En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens alkoholindsats “Fuld af liv” viser nemlig, at seks ud af ti 15-17-årige har prøvet at vågne op efter en fest og ønske, at de havde drukket mindre dagen før. Undersøgelsen viser også, at op mod hver tredje 15-17-årige er vågnet med store eller små huller i hukommelsen efter en fest - såkaldte blackouts. Næsten lige så mange har prøvet at komme til skade på grund af alkohol.

I undersøgelsen er 1.015 unge i alderen 15-25 år blevet spurgt til deres viden, holdninger og adfærd, når det kommer til alkohol. 236 af de adspurgte var mellem 15 og 17 år.

Læs også: Sådan reagerer din krop på alkohol

Danske unge begynder at drikke alkohol tidligt

I Danmark skal man være 16 år for at købe alkohol med en alkoholprocent op til 16,5 procent og 18 år for at købe stærkere alkohol.

Mange unge begynder dog at drikke alkohol, før de fylder 16 år. For eksempel viste tal i 2020, at danske 15-årige topper listen over de unge i Europa, som drikker mest alkohol, og at alkoholforbruget i den aldersgruppe er stigende.

Det kan have alvorlige konsekvenser at begynde at drikke alkohol i så tidlig en alder. For eksempel har flere undersøgelser vist, at et stort alkoholforbrug i en ung alder forhøjer risikoen for, at alkohol bliver et problem senere i livet. Det kan på den lange bane føre til en risiko for at udvikle sygdomme som for eksempel kræft.

På den korte bane kan det høje alkoholforbrug øge risikoen for at blive involveret i ulykker og komme til skade, komme i slagsmål, dyrke ubeskyttet sex og tage stoffer.

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Kræftens Bekæmpelse, Netdoktors egne artikler: Danske teenagere er europamestre i druk, Unges alkoholforbrug stiger og Unge og alkohol

Sidst opdateret: 08.03.2022

Annonce