Annonce

Balanceøvelser kan afhjælpe angst

Fysisk træning og øvelser med fokus på balance kan hjælpe personer, der lider af angst. Faktisk er det lige så effektivt som at gå i terapi. Det viser et nyt norsk studie.

Træning af hele kroppens balance kan gavne mennesker, der er ramt af angst. Et norsk studie har påvist, at det faktisk er lige så effektivt, som hvis man går til samtaleterapi.

Man kalder denne form for behandling LOF, Læringsorienteret Fysioterapi. Ifølge LOF er kropslig balance og mental sundhed to sider af samme sag, og de påvirker hinanden gensidigt. Derfor giver det mening at behandle angst og depression ved at sætte øget fokus på kroppen.

Forskerne bag studiet konkluderer, at for patienter med moderat angst og depression kan LOF være et godt alternativ til andre former for terapi, fx samtaleterapi.

Læs også: Nyt studie: Elektrochok hjælper selvmordstruede markant

Angst og kropslige gener hænger sammen

Personer, der har en rask psyke, vil typisk også have en god balance og en høj kropsbevidsthed. Det vil sige, at de kan udføre simple hverdagshandlinger uden at tænke over det. Det kan for eksempel være at rejse sig op eller sætte sig ned, at gå op og ned af trapper eller at samle ting op fra gulvet. Hos raske personer sker disse ting automatisk.

Men hos mennesker, der er ramt af angst eller depression, vil man se, at balance og kropsbevidsthed er forsømt, og derfor ikke fungerer lige så godt. Det kan for eksempel være svært at bevæge sig rigtigt eller beskrive, hvor man har sine hænder uden at kigge ned på dem.

Læs også: Tegn på depression

Kroppen bliver forsømt i behandlingen

Selvom mange personer med angst og depression også lider af kropslige gener, som eksempelvis muskelsmerter eller nedsatte funktionsevner, så bliver det ofte overset, når man går i behandling for den psykiske lidelse.

Ifølge LOF og forskerne bag det norske studie hænger den mentale sundhed så tæt sammen med den kropslige sundhed, at forstyrrelser i den ene kan give forstyrrelser i den anden.

Per Alf Brodal, der er hjerneforsker ved Oslo Universitet, forklarer, at ny forskning har vist, at der i hjernen findes grupper af nerveceller. Grupperne arbejder selvstændigt, men har fælles knudepunkter. Han siger:

- De forskellige grupper er koblet sammen i netværk, som hver styrer forskellige opgaver. Nogle kan for eksempel kontrollere hukommelse, andre styrer balance, mens andre igen handler om mentale forhold. Når dette samarbejde i hjernen bliver forstyrret, kan det føre til både kropslige og mentale problemer.

Læs også: Gode råd i en svær tid

Øvelser styrker samarbejdet i hjernen

I studiet og i LOF generelt, arbejder man derfor med øvelser, der kan hjælpe de forskellige grupper af nerveceller i hjernen til at begynde at samarbejde igen. Derudover opfordrer man deltagerne til at være opmærksomme på, hvordan de bruger kroppen til at udføre øvelserne.

Studiet viste, at når deltagerne mestrede øvelserne og var bevidste om, hvad de gjorde, så følte de sig også tryggere og mere ovenpå. Britt Fadnes, der er fysioterapeut og en del af forskergruppen bag studiet, siger:

- Pointen er, at dette er overførbart til livet mere generelt. Evnen til at være til stede med fuld opmærksomhed på det, der sker her og nu. Det bidrager til, at patienterne får mindre mental støj og færre afsporinger, også på det tankemæssige negative, og det de frygter. Alarmerne, som ellers let går, bliver dæmpet.

LOF har været under udvikling i flere år. Dette er det første studie, som videnskabeligt behandler LOF og angst.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Nord Universitet og LOP in anxiety and depression: an 18 months multicentre randomised controlled trial

Sidst opdateret: 12.10.2020

Annonce