Er du en af dem, som med gru følger med i vaccinationsplanen og frygter for, hvornår det bliver din tur til at få stikket? Så kan du her blive klogere på, hvordan du kan overvinde frygten.
De fleste danskere glæder sig nok til at modtage coronavaccinen og lade pandemien være fortid. Men for nogle mennesker er det ikke udsigten til at slippe for mundbind og håndsprit, der fylder. For folk med nålefobi kan angsten for at skulle lade sig stikke være altoverskyggende og faktisk forhindre dem i at tage vaccinen.
Nåleskræk udvikler sig i barndommen, og det ses naturligt hos mange børn. For de flestes vedkommende går det over med alderenen hos nogle mennesker bliver problemet hængende, selvom de bliver ældre. Ifølge speciallæge i psykiatri Marianne Breds Geoffroy lider op mod 10 procent af den voksne befolkning af nåleskræk i større eller mindre grad.
Læs også: Corona: Anbefalinger til færdigvaccinerede
Det er svært at sige, præcist hvorfor nålefobi opstår, men ifølge Marianne Breds Geoffroy er der to primære årsager. For det første kan man være arveligt disponeret for det.
- Nåleskræk har i høj grad noget at gøre med pludseligt blodtryksfald. Nogle mennesker oplever, at blodtrykket pludseligt falder, når de ser blod. Nåle associeres med blod, så derfor er skrækken for nåle formentlig knyttet til skræk for blod. Det er ikke noget, man kan styre, og hvis blodtrykket falder for meget, så besvimer man, siger hun.
Den anden årsag til nåleskræk kan findes i barndomstraumer og tidlige ubehagelige oplevelser med det at skulle stikkes. Marianne Breds Geoffroy uddyber:
- Det med at skulle udsættes for noget, der gør os ondt, det er jo os alle imod, så det betyder meget, hvordan man er blevet håndteret som barn, når man skulle stikkes. De ubehagelige og traumatiserende oplevelser sætter sig i os, og det glemmer man ikke.
Fordi frygten sidder så indlejret i hjernen, kræver det altså meget stor overvindelse at skulle gå ind i noget, som man væmmes ved, som for eksempel et vaccinestik.
Læs også: Enkeltfobier
Ifølge Marianne Breds Geoffroy kræver det grundigt arbejde at overvinde sin frygt. Først og fremmest er man nødt til at acceptere den. Når man skal håndtere frygten, er det nemlig vigtigt, at man tænker det, hun kalder for realistiske tanker.
Det vil sige, at man er nødt til at tænke realistisk om det scenarie, der kommer til at udspille sig, når man går ind til den behandler, der fører nålen.
- Det dur ikke, at man prøver at bilde sig selv ind, at det ikke gør ondt. Det er jo ikke sandt. Man har brug for realistiske tanker om, at man faktisk har et lille handicap, og det har man ikke selv valgt. Man må prøve at acceptere, at man nok bliver lidt svimmel, og at det nok gør ondt, men samtidig må man minde sig selv om, at man har klaret det før, og at det nok skal gå, siger hun.
Læs også: Balanceøvelser kan afhjælpe angst
Når man har lært at acceptere sin frygt, bliver det nemmere at tale højt om den. Og det kan netop være en stor hjælp at være åben omkring sin nåleskræk og sige det til den læge, der skal stikke en.
Hvis man fortæller, at man er bange, kan lægen nemlig bedre imødekomme de behov, man har. Han kan for eksempel sørge for, at man får et sted at ligge ned, imens man bliver stukket, eller at man får lov at blive stukket af den mest erfarne for at mindske ubehaget.
For nogen kan det også hjælpe at have en person med, som de føler sig trygge ved, for eksempel en forælder, ægtefælle eller veninde.
Læs også: Angst
For nogle mennesker bliver frygten så invaliderende, at man for eksempel helt undgår lægebesøg eller tandlægebesøg.
Ifølge Marianne Breds Geoffroy er det et stort problem, fordi det så går ud over den generelle sundhed. Hvis ens frygt for nåle er så stor, at man går uden om almindelige medicinske procedurer, vil det være nødvendigt at opsøge professionel hjælp. Hun anbefaler, at man finder en psykolog, der har forstand på kognitiv terapi målrettet nåleskræk, hvis man har behov for professionel behandling.
Kognitiv terapi bruges ofte ved angst og depression, og det er en terapiform, der tager udgangspunkt i de tanker, man har om sig selv, situationer man frygter og sin egen evne til at klare det.
Læs også: Brevkassen: Hvilken fobi lider jeg af?
Hvis man lider af nåleskræk, er det vigtigt at arbejde grundigt med den enten ved hjælp af kognitiv terapi eller ved anden samtaleterapi, hvor man får hjælp til at få nogle mere realistiske tanker, der er mere hjælpsomme end automatisk indlejrede katastrofetanker.
Har du brug for nogle mere håndgribelige råd til at komme igennem vaccinestikket, så har Marianne Breds Geoffroy fire konkrete råd til dig.
Sørg for at være åben om din frygt og kommunikér den til behandleren, så han eller hun ved, at du er bange og kan behandle dig derefter.
Spørg om det er muligt at komme til at ligge ned, hvis du har tendens til at blive svimmel.
Brug beroligende musik eller vejrtrækningsøvelser, mens du venter på at skulle ind, så du kan komme til at slappe af.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Marianne Breds Geoffroy og Netdoktors egen artikel om Enkelfobi
Sidst opdateret: 11.05.2021