Annonce

Corona: Alle restriktioner ophæves 10. september

Den 10. september bortfalder alle de restriktioner, der har været gældende i forbindelse med corona-pandemien. Det skyldes, at sygdommen ikke længere betragtes som samfundskritisk.

Vi er efterhånden vant til at hive telefonen frem for at vise coronapas, når vi skal i træningscenter, på restaurant eller til frisør. Men den vane kan vi godt begynde at lægge fra os igen. Senest den 10. september skal alle de restriktioner, som endnu ikke er udfaset, nemlig ophæves. Det betyder blandt andet, at kravet om coronapas ikke længere gælder, oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Indtil nu har corona været betragtet som en samfundskritisk sygdom, fordi den potentielt har kunne overbelaste sundhedsvæsenet. Mange danskere er dog efterhånden blevet vaccineret, og epidemien er vel under kontrol, og derfor har regeringen truffet en beslutning om, at corona ikke længere kan betragtes som samfundskritisk.

Det er kategoriseringen af corona som samfundskritisk sygdom, der har gjort det muligt for regeringen at indføre særlige restriktioner. Når denne kategorisering ikke længere gælder, er det heller ikke muligt fortsat at håndhæve restriktionerne.

I pressemeddelelsen understreger sundhedsminister Magnus Heunicke, at vi endnu ikke er ude af epidemien, og at regeringen ikke vil tøve med at sætte ind igen, hvis det skulle blive aktuelt.

Læs også: Det europæiske coronapas: Hvordan virker det?

Farvel til coronapas og sognenedlukning

Vi har allerede set en række restriktioner bortfalde henover sommeren som følge af den genåbningsaftale, som en række partier blev enige om i juni måned. Det gælder for eksempel biblioteker, forlystelsesparker og teatre, som ikke længere har krav om coronapas.

Med ændringen i kategoriseringen af corona fremskyndes genåbningsplanen. Det er nattelivet og de større arrangementer, som høster fordelene af denne fremskyndelse. Kravet om coronapas i nattelivet, ved indendørs arrangementer med flere end 500 stående deltagere og ved udendørs arrangementer med mere end 2000 deltagere skulle først have været udfaset i slutningen af september. Med nedklassificeringen af corona kan dette krav nu udfases allerede 1. september.

Læs også: Mildt forløb giver lav risiko for alvorlige senfølger

Beslutningen om ikke længere at betragte corona som samfundskritisk betyder også, at reglerne om automatisk nedlukning af smitteramte sogne ophører. Hidtil har man kunne lukke et sogn ned, hvis smitten har været for høj. Det er blandt andet gået ud over børnehaver, skoler og foreningstilbud, men med ændringen i klassificeringen er de automatiske sognenedlukninger altså fortid.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Sundhedsministeriet og Kulturministeriet

Sidst opdateret: 30.08.2021

Annonce