Annonce

Corona: Mildt forløb giver lav risiko for alvorlige senfølger

Personer, som har været med smittet med corona, men ikke har været indlagt, har en lav risiko for alvorlige senfølger som for eksempel blodpropper. Det viser ny, dansk forskning.

Det er efterhånden et kendt faktum, at coronavirus for mange mennesker ikke er et overstået kapitel, når symptomerne er væk. En del tidligere smittede rapporterer nemlig om senfølger efter sygdommen.

Tidligere studier har vist, at risikoen for det, man kalder alvorlige senfølger, eksempelvis blodpropper og permanent nedsat lungefunktion, stiger, hvis man har haft et hårdt corona-forløb, der krævede indlæggelse.

Læs også: Corona: Anbefalinger til dig der er færdigvaccineret

Nu har danske forskere fra Syddansk Universitet undersøgt risikoen for alvorlige senfølger for dem, der har haft et mildere corona-forløb uden indlæggelse. Forskerne har undersøgt næsten 9.000 danskere, som har været smittede i løbet foråret 2020 og sammenlignet med næsten 81.000 danskere, der testede negativ i samme periode. De har kigget på data som hospitalskontakter, indløsning af receptpligtig medicin og besøg hos praktiserende læge.

Studiet viste, at risikoen for at få alvorlige senfølger efter et mildt corona-forløb uden indlæggelse er lille. Det er en betryggende nyhed, mener forskerne bag studiet. Langt de fleste corona-smittede har nemlig så relativt milde forløb, at de ikke behøver indlæggelse.

Læs også: Hver tredje coronapatient får psykisk eller neurologisk lidelse

Corona kan stadig have ubehagelige følger

Selvom mildere corona-forløb sjældent giver meget alvorlige komplikationer, så kan der altså stadig være ubehagelige senfølger efter endt sygdomsforløb.

De mest kendte senfølger, som ikke er så alvorlige, at de kræver indlæggelse, er

  • Træthed
  • Stakåndethed
  • Muskelsmerter
  • Hårtab
  • Hukommelsesproblemer
  • Hovedpine
  • Nedsat smags- og lugtesans.

Læs også: Coronapas: Sådan fungerer det

Det er uvist, hvor mange corona-smittede med mildere forløb, som oplever disse senfølger. Netop nu er en række danske undersøgelser i gang med at undersøge omfanget af senfølger.

Et tidligere studie fra Aalborg Universitet har vist, at blandt corona-smittede med et alvorligt forløb oplevede 65 procent træthed og 40 procent muskelsmerter seks måneder efter sygdomsforløb.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Syddansk Universitet og Aalborg Universitet

Sidst opdateret: 18.05.2021

Annonce