Fra den 1. juli gælder en ny ordning, der gør, at man skal kunne dokumentere det, hvis man af sundhedsmæssige årsager er fritaget for coronatest eller coronapas.
Er du fritaget for test og coronapas, så skal du nu kunne dokumentere det, hvis du bliver spurgt. Kravet træder i kraft fra 1. juli, men allerede 25. juni åbnede borgerservice for muligheden for at kunne få udleveret dokumentation på fritagelse. Dokumentationen udstedes af dit kommunale borgerservicecenter, så det er her, du skal henvende dig, hvis du ønsker at få dokumentationen udleveret.
Man får udleveret dokumentation på baggrund af en tro- og loveerklæring, hvor man skal underskrive, at man af sundhedsmæssige årsager er fritaget fra kravet om negativ test og coronapas.
Læs også: Coronapas: Sådan fungerer det
I efterhånden en rum tid har det været et krav, at man skal kunne fremvise et coronapas for at få adgang til for eksempel restauranter, barer, sportshaller og biblioteker. Et coronapas er enten en negativ coronatest, en coronavaccine eller dokumentation for at du har været smittet inden for de seneste 240 dage.
Visse fysiske og psykiske lidelser gør det dog så svært at få foretaget tests til coronapasset, at mennesker med disse lidelser kan blive helt fritaget. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en liste over sundhedsfaglige årsager, der kan være grund til fritagelse.
Læs også: Corona: Hvad hvis du bliver syg på ferien?
Hidtil har muligheden for at blive undtaget bygget på en vurdering af troværdigheden hos den, der er undtaget. Det vil sige, at kontrollanter på eksempelvis barer og restauranter har skullet vurdere, hvorvidt personerne kunne fritages for at vise coronapas. Det har dog vist sig at være en dårlig løsning for både fritagede, der kan blive mistænkeliggjort, og for kontrollanter, der kan have svært ved at vurdere, om den fritagedes udsagn er korrekt.
Sundhedsministeriet ser derfor den nye ordning som en hjælp til både kontrollanter og mennesker, der er fritaget.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Sundheds- og ældreministeriet og Sundhedsstyrelsen
Sidst opdateret: 29.06.2021