Annonce

Coronavaccinations-programmet afsluttes

Det varmere vejr og et stabilt coronasmittetal har gjort, at coronavaccinations-programmet afrundes for nu. Men du kan stadig blive vaccineret. Læs med her og få et overblik over de nye anbefalinger.

I Danmark har der været en høj tilslutning til vaccinationsprogrammet mod corona, og næsten 4,8 millioner borgere er blevet vaccineret. Efter omikron-varianten blev dominerende, var der mange der blev smittet med corona, hvilket har givet en høj immunitet hos befolkningen. Den store vaccinetilslutning har sammen med den høje immunitet givet anledning til, at Sundhedsstyrelsen nu afslutter det intensive program.

- Vi står et godt sted. Foråret er kommet og vi har god kontrol med epidemien, som ser ud til at aftage. Indlæggelsestallene er stabile, og vi forventer også, at de snart falder. Derfor afrunder vi masse-vaccinationsprogrammet mod covid-19, siger Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Hvad betyder det for dig?

Fra den 15. maj vil du ikke længere modtage en invitation til at blive vaccineret, men har du endnu ikke fået alle tre stik, har du stadig mulighed for at få dem. Du kan altså stadig blive vaccineret over foråret og sommeren.

Hvem skal stadig vaccineres?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver vaccineret med alle tre stik. Og så anbefales det, at du begynder at blive vaccineret, hvis du er i øget risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb, hvis du får corona. Det gælder især, hvis du er uvaccineret og over 40 år eller gravid.

Hvis du tilhører en af de grupper, og hvis du skal vaccineres, skal du henvende dig til et vaccinested. Dem kan du finde her.

Skal du have fjerde stik?

Det fjerde vaccinestik tilbydes stadig, hvis du har et meget svækket immunforsvar eller en tilsvarende svær multisygdom.

De nye anbefalinger gør også, at der kan laves flere individuelle lægefaglige vurderinger af behovet for fjerde stik.

Er du i tvivl om du har et meget svækket immunforsvar og bør få fjerde stik, så skal du kontakte din egen læge.

Mulig genstart til efteråret

Selvom programmet afrundes, betyder det ikke et endeligt farvel til corona-vaccinationerne. Sundhedsstyrelsen vurderer, at der kan blive behov for at vaccinere igen til efteråret.

Coronavirussen er en ustabil virus, der kan mutere til nye varianter. Det forventer Sundhedsstyrelsen, at den vil gøre. Samtidig forventer de, at se en stigning i andelen af folk der bliver smittet, når vejret igen bliver koldt.

En mulig genåbning af vaccinationsprogrammet kræver en grundig faglig vurdering både af hvem og hvornår, der skal vaccineres og med hvilke vacciner. Sundhedsstyrelsen arbejder derfor sammen med relevante aktører og myndigheder for at vurdere det. De forventer at komme med de overordnede rammer for sæsonen 2022/23 inden sommerferien.

Sundhedsstyrelsen følger hele tiden epidemiens udvikling, og hvis det bliver nødvendigt, er de klar til at genstarte indsatsen tidligere end forventet.

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilde: sst.dk

Sidst opdateret: 03.05.2022

Annonce