Annonce

Coronavaccine giver de bivirkninger, du forventer

Hvis du er nervøs for bivirkninger fra coronavaccinen, så er der større sandsynlighed for, at du rent faktisk oplever bivirkninger. Det viser et nyt studie.

Med mere end tre ud af fire danskere vaccineret imod corona har de fleste forholdt sig til bivirkningerne af de to stik på den ene eller den anden måde.

Men nu viser et nyt studie, at vores egne forventninger spiller en væsentlig rolle: Hvis du forventer at få hovedpine, kvalme og feber efter din corona-vaccination, så får du det nok også. Sandsynligheden er i hvert fald væsentlig større, end hvis du ikke forventer bivirkningerne.

Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Psychotherapy and Psychosomatics.

- Der er mange faktorer som alder og vaccinetype, der spiller ind på, hvilke bivirkninger den enkelte får. Men når vi tager forventninger med ind i den ligning, ser vi altså en betydelig ændring, siger Lene Vase, der er professor i psykologi ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet og en af forskerne bag det nye studie i en pressemeddelelse.

Læs også: Det tredje vaccinestik: Hvem, hvornår og hvorfor?

Tankens negative kraft

Det er kendt fra andre sundhedsområder, at negative forventninger til behandling i sig selv kan give negative resultater både psykisk og fysisk. Effekten kaldes nocebo, og betyder helt simpelt, at fordi man forventer en negativ effekt, så oplever man en negativ effekt.

- Hvis man forventer, at det bliver slemt, er der større sandsynlighed for, at det faktisk bliver slemt, siger Lene Vase.

Ifølge hende er nocebo-effekten et neurobiologisk fænomen. Når man forventer, at man vil få bivirkninger, frigives neurotransmittere, som kan forstærke smerteoplevelsen og påvirke sundhedstilstanden. Neurotransmittere er en slags kemiske beskeder, som sendes rundt i hjernen for at få os til at tænke, føle og handle.

Læs også: Corona: Behandling godkendt til forsøg på mennesker

Studiet er baseret på en spørgeskemaundersøgelse. Det vil sige, at det er subjektive oplevelser, som folk har rapporteret ind. Det gør det svært at sige med sikkerhed, at de negative forventninger har haft en reel fysisk påvirkning. Forskerne bag studiet har dog en kraftig formodning, idet tidligere forskning har vist noget lignende. Danske forskere er netop nu igang med en undersøgelse, der skal bidrage med yderligere viden om de fysiske forandringer, som folk oplever som bivirkninger.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Dagens Medicin

Sidst opdateret: 16.11.2021

Annonce