Annonce

Coronavirus: Sådan beskytter du dig selv og andre

Her er 5 gode råd til hvordan du beskytter dig selv og andre mod smitte.

Coronavirus eller COVID-19, som virussen også bliver kaldt, blev af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, den 11. marts 2020 erklæret for en pandemi. Det skyldes, at sygdommen har spredt sig til flere verdensdele.

For at mindske smittespredningen i Danmark har Sundhedsstyrelsen derfor udarbejdet en række generelle råd.

5 gode råd

De fem gode råd fokuserer på god hygiejne og rengøring.

Vask dine hænder tit eller brug håndsprit. Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder. Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt. Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen. Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre tage hensyn.

Læs også: Hvad er coronavirus?

Sådan bør du forholde dig

Udover de fem gode råd er Sundhedsstyrelsen også kommet med en række nye anbefalinger, der guider både raske og syge.

Til den raske

Er du rask så gør en indsats for at forblive rask ved at beskytte dig selv. På den måde beskytter du også andre for smitten. En måde at gøre dette på er at følge rådene om håndvask og håndsprit. Læs Fødevarestyrelsens vejledning til god håndhygiejne her. Derudover bør du generelt udvise hensyn og begrænse fysisk kontakt og sociale aktiviteter.

Til den symptom-ramte

Oplever du at have symptomer såsom hoste, let feber eller forkølelse, så lyder anbefalingen på at blive hjemme, indtil du er rask. Her er det særlig vigtigt, at du holder afstand til dine nærmeste samt undgår kontakt med andre uden for hjemmet.

Til den sygdomsramte

Har du vejrtrækningsproblemer, oplever du, at dine symptomer er blevet forværret, eller har du været syg over flere dage? Så bør du kontakte lægen. Her er det vigtigt, at du først kommer i kontakt med en læge telefonisk, da du kan risikere at smitte andre, hvis du blot møder uanmeldt op i venteværelset.

Sundhedsstyrelsen oplyser ligeledes, at der er blevet oprettet en myndighedshotline, som kan give dig generel information, om hvordan du skal forholde dig til COVID-19. Telefonnummeret på denne hotline er: 70 20 02 33.

Er du syg, skal du ikke ringe til denne hotline, men til din læge.

Læs mere om de seneste anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen her.

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen

Sidst opdateret: 16.03.2020

Annonce