Coronavirus: Unge drikker mindre

En ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at de unge har drukket mindre under nedlukningen i forbindelse med Corona-pandemien

På trods af at coronavirus deler navn med en populær øl, så har den ikke bidraget synderligt til de danske unges alkoholforbrug. Faktisk er der under corona-krisen sket en stor nedgang i indtaget af alkohol blandt unge

Det viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, hvor 12.000 unge mellem 15 og 20 år blev adspurgt om deres alkoholvaner under nedlukningen. Her svarer 60 pct., at de har drukket mindre alkohol, end de ellers ville gøre. Hver tredje adspurgte svarer, at de slet ikke har drukket alkohol under krisen.

Læs også: Unge og alkohol

Forsamlingsforbuddet afspejler alkoholforbruget

Professor Janne Tolstrup, som står bag undersøgelsen, mener, at forklaringen på nedgangen i alkoholforbruget især skal findes i forsamlingsforbuddet.

“De begivenheder, hvor de plejer at drikke alkohol - fester, samvær med vennerne og fredagsbarer - har der ikke været nogen af. Og tager man årsagen til at drikke væk, så drikker de ikke”, siger hun til DR.

At unge drikker sig fulde i fællesskab med andre er ikke noget nyt. Dermed bekræfter undersøgelsen det, man ved i forvejen om drukkulturen blandt de danske unge. Men hvor man har set, at mange aftaler og arrangementer er blevet flyttet til virtuelle rum, er det overraskende nok ikke tilfældet med de unges fester. I stedet har de unge altså holdt sig ædru under krisen.

Læs også: Danske teenagere er europamestre i druk

De danske unge har normalt et meget højt alkoholforbrug sammenlignet med omkringliggende europæiske lande, men det har altså ikke været tilfældet under krisen. Ifølge Janne Tolstrup er der dog ikke udsigt til en permanent nedgang i de unges alkoholforbrug:

“Ud fra det bedste vi ved om menneskelig adfærd, så holder sådan et stop desværre ikke ved. Når dagligdagen vender tilbage, gør folks vaner det også”, siger hun til DR.

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: DR og Netdoktors egen artikel: "Unge og alkohol"

Sidst opdateret: 15.06.2020