Annonce

Det europæiske coronapas: Hvordan virker det?

De danske regler for coronapasset sidder efterhånden på rygraden. Men hvordan er det nu lige, hvis du skal på sommerferie i udlandet? Det kan du blive klogere på her.

Det har tidligere fremgået af denne artikel, at lyntests fra selskaberne Copenhagen Medical og Falck ikke kunne bruges i det europæiske coronapas. De to selskabers tests er nu blevet gyldige, og artiklen er derfor blevet opdateret.

Negativ test, immunitet eller vaccine. Har du bare en af dem, så har du et coronapas og dermed adgang til steder som restauranter, barer, museer og biografer. Sådan er reglerne i hvert fald herhjemme, hvor coronapasset i lang tid har været en fast del af vores hverdag.

Men nu kan du også få et europæisk coronapas, som du kan vise, når du skal på sommerferie i udlandet. Fra den 1. juli trådte lovgivningen om det europæiske coronapas i kraft, og det betyder, at andre europæiske lande kan udstede og kontrollere dit coronapas.

Det europæiske coronapas gælder i alle EU- og Schengen-lande.

Læs også: Coronapas: Sådan fungerer det

Sådan får du fingrene i det europæiske coronapas

Skal du på ferie og har brug for et europæisk coronapas, så er der flere muligheder for at få fat i det.

Digitalt

Hvis du har downloadet appen “Coronapas”, så kan du finde det europæiske pas derinde. I appens øverste højre hjørne sidder et lille symbol, som du skal trykke på. Når du trykker på symbolet, får du mulighed for at vælge, at det europæiske pas skal vises i appen i stedet for det danske. Alternativt kan du på sundhed.dk finde dit coronapas og printe det ud.

Læs også: Corona: Hvad hvis du bliver syg på ferien?

Analogt

Hvis du er blevet vaccineret, men ikke har NemID, kan du få tilsendt dokumentation for din vaccination ved at ringe til sundhed.dk’s supportelefon på 44 22 77 74. Er du i stedet blevet testet, har du også mulighed for få et fysisk print af din negative lyntest, hvis du bliver testet hos de steder, som det offentlige samarbejder med (Falck, Carelink og Copenhagen Medical).

Børn under 15 år

Der arbejdes netop nu på en løsning, der kan give forældre og værger til børn under 15 år mulighed for at se deres coronapas i appen, men lige nu kan forældre og værger hente deres børns testcertifikat på sundhed.dk.

Læs også: Anbefalinger til dig der er færdigvaccineret

Hold øje med reglerne på din feriedestination

Selvom coronapasset gælder som dokumentation for test, vaccine og immunitet i hele EU og i Schengenlandene, så er det op til de enkelte lande selv at fastsætte, hvilke regler der gælder for coronapasset.

I Danmark gælder dit coronapas, hvis du opfylder et af de følgende punkter:

  • Du har en negativ lyntest, som ikke er mere end 72 timer gammel.
  • Du har en negativ PCR-test, som ikke er mere end 96 timer gammel.
  • Du har været smittet med coronavirus inden for de sidste 8 måneder.
  • Der er gået 14 dage, fra du har fået den første vaccinedosis.

Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet i alle andre lande. Eksempelvis er der flere lande, blandt andre Frankrig og Italien, som først fritager vaccinerede for rejserestriktioner, når de er færdigvaccinerede - det vil sige 14 dage efter anden dosis (Johnson & Johnson-vaccinen kræver kun én dosis, så har du fået den, er du færdigvaccineret 14 dage efter stikket).

Læs også: Tilvalgsordning for vacciner: Hvordan fungerer den?

I mange lande gælder også andre regler for gyldighedsperioder for både immunitet og testsvar. I eksempelvis Spanien gælder immunitetsbeviset kun i 6 måneder, og skal du rejse ind i landet må din test maksimalt være 48 timer gammel.

De regler, vi er blevet så vant til i Danmark, kan vi altså ikke bruge til så meget, når vi krydser grænserne ude i Europa. Derfor er det vigtigt, at du holder godt øje med de indrejserestriktioner, der gælder i det land, du gerne vil rejse til.

Du finder alle restriktioner på landets ambassades hjemmeside under den fane, der hedder “Rejser og ophold”. Du kan finde Udenrigsministeriets oversigt over danske ambassader her.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Coronasmitte.dk og Udenrigsministeriet.

Sidst opdateret: 13.07.2021

Annonce