Et nyt studie viser, at patienter med type 2-diabetes kan klare sig med mindre medicin, hvis de lever et aktivt liv med sund kost.
En times motion om dagen 5-6 gange om ugen og en diabetesvenlig kost kan være lige så effektivt som medicin, når det kommer til, at regulere blodsukkeret hos patienter med type 2-diabetes. En aktiv og sund livsstil reducerer nemlig symptomerne og gør behovet for medicin mindre.
Det viser et nyt dansk forskningsprojekt fra Trygfondens Center for Aktiv Sundhed.
Læs også: Type 2-diabetes
98 danskere med type 2-diabetes har deltaget i forskningsprojektet. Testpersonerne blev inddelt i to grupper; en livsstilsgruppe og en kontrolgruppe.
Begge grupper fik livsstilsråd, men livsstilsgruppen skulle også motionere og følge en streng kostplan. I starten blev al træning gennemført med en fysisk træner, og deltagerne blev coachet af Chris MacDonald fra DR-programmet “U-TURN 2 – et liv uden piller.”
Et år efter behøvede 56 procent i gruppen ikke længere deres diabetesmedicin i modsætning til 14 procent i kontrolgruppen. Deres langtidsblodsukker var sænket, selvom de fik mindre eller slet ingen blodsukkersænkende medicin. Personerne fik det altså så meget bedre under forsøget, at de havde mindre behov for deres diabetesmedicin.
Det er dog uklart, om intensiv livsstilsbehandling skal være et reelt behandlingstilbud på linje med diabetes-medicin i fremtiden, men studiet indikerer, at det kan blive en mulighed.
Få flere nyheder om sundhed her
Kilder: The Journal of the American Medical Association og DR.
Sidst opdateret: 16.08.2017