Annonce

Få styr på din diabetesrisiko

Den 14. november er det Verdens Diabetesdag, og i år sættes der fokus på forebyggelse og opsporing af type 2-diabetes. Læs her om de risikofaktorer man skal være opmærksom på.

På Verdens Diabetesdag rettes blikket i år mod type 2-diabetes, og de mange danskere der er i risikozonen for at få sygdommen eller går rundt med den uopdaget.

Diabetes er en sygdom, hvor blodets indhold af sukker er højere end det normale. Risikoen for at få type 2-diabetes afhænger til en vis grad af arvelighed, men sygdommen er også stærkt knyttet til overvægt og nedsat fysisk aktivitet. Derfor kaldes type 2-diabetes for en livsstilssygdom.

Diabetesforeningen markerer dagen med en række landsdækkende arrangementer. Lørdag den 13. november kan du på mange apoteker rundt om i landet få testet din risiko for at udvikle diabetes. Det kan du læse mere om her. Den 14. november markeres dagen med et stort anlagt indsamlingsshow, hvor du kan være med til at støtte Diabetesforeningen. Det kan du læse mere om her.

Læs også: Diabetes: Kender du forskel på type 1 og 2?

Hvornår har man en øget risiko?

Der er en række forskellige faktorer, der øger risikoen for at udvikle sygdommen. Din risiko kan være øget hvis:

  • Sygdommen løber i familien: Type 2-diabetes kan være arveligt. Hvis én forælder har sygdommen øges risikoen for at udvikle type 2-diabetes med 40 procent. Hvis begge forældre har sygdommen er risikoen oppe på 80 procent.

  • Du er overvægtig: Ca. 80 procent af personer med type 2-diabetes er overvægtige. En god indikator for om du er overvægtig, er dit taljemål. Risikoen er øget, hvis dit taljemål er over 88 cm for kvinder og 102 cm for mænd.

  • Du fik diabetes under graviditet: Hvis man som kvinde får graviditetsdiabetes, forsvinder den igen efter fødslen, men senere i livet vil der være en øget risiko for at udvikle type 2-diabetes. Hvis du har haft graviditetsdiabetes, der krævede insulinbehandling, er der større 75 procent risiko for at udvikle sygdommen 10 år senere.

  • Du får medicin mod hjertesygdom: Hvis du får medicin mod hjertesygdom, højt blodtryk eller forhøjet kolesterol er risikoen for type 2-diabetes forhøjet. Halvdelen af alle hjertepatienter har nemlig sygdommen eller forstadier hertil. Imens kan reguleringen af kolesterol og blodtryk være afgørende for, om du nedsætter risikoen for hjerteproblemer.

Hvis du befinder dig i risikozonen for at få type 2-diabetes, bør du opsøge din praktiserende læge og få målt dit blodsukker.

Hvorfor er diabetes så alvorligt?

At blive ramt af diabetes er alvorligt, og det skyldes især den øgede risiko for følgesygdomme. Det kan blandt andet være nervebetændelse, nyresygdom, åreforkalkning og koldbrand.

Derfor er det vigtigt, at du kender din risiko, holder styr på symptomer og kontakter lægen, hvis du bliver bekymret.

Læs mere om behandling og forebyggelse af type 2-diabetes her.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Diabetesforeningen og Netdoktors egen artikler: Type 2-diabetes og Diabetes: Kender du forskel på type 1 og 2?

Sidst opdateret: 08.11.2021

Annonce