Annonce

Får du halsbrand efter julemaden?

Giver et stort måltid julemad dig kvaler med halsbrand og sure opstød? Læs her, hvad du selv kan gøre for at afhjælpe problemet.

Du har måske prøvet at læne dig tilbage i sofaen efter julemaden blot for at få roen forstyrret af en brændende fornemmelse i halsen?

Halsbrand og sure opstød opstår især efter et stort eller fedt måltid, som julens måltider ofte er det. Tilstanden opstår, når mavesyre kommer op i spiserøret, hvor den forårsager irritation. Det giver smerter eller en brændende fornemmelse, som kan mærkes i halsen eller bag brystbenet.

Det kan du gøre mod halsbrand

Det bedste tip er at undgå at overspise, men hvis skaden allerede er sket, får du her et par råd til hvad du kan gøre.

Bliv siddende oprejst: Selvom det er fristende at lægge sig bagover på sofaen for at slå mave, er det en dårlig idé, hvis du vil undgå halsbrand. Ved at lægge dig ned bliver det nemlig nemmere for mavesyren at komme op i dit spiserør. Hold dig i stedet oprejst.

Drik lidt vand eller mælk: Hvis du har mild halsbrand kan du forsøge dig med at drikke lidt vand eller mælk. Nogle oplever, at det dæmper generne.

Læg dig ikke til at sove lige efter du har spist: Giv i stedet mavesækken lidt tid til at blive tømt (eller snarere mindre fyldt) inden du lægger dig ned.

Brevkassen: Jeg lider af sure opstød

Sov med hovedet hævet: Hvis du fortsat er generet når det er tid til at sove, kan det være en god taktik at sove med en ekstra hovedpude, så du får hovedet lidt højere op i forhold til maven.

Syreneutraliserende medicin: Man kan i håndkøb få syreneutraliserende medicin, som hjælper med at dæmpe generne, når halsbranden er opstået. Tag ikke syreneutraliserende medicin gennem længere tid, uden at spørge din læge til råds.

Hvis du oplever hyppig halsbrand, som er meget generende, bør du tale med din læge om muligheden for lindrende behandling.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Netdoktors artikler om Behandling af mavesyre-reflux, sure opstød, halsbrand og spiserørs-katar og Halsbrand - hvad kan det være?.

Sidst opdateret: 25.12.2019

Annonce