Annonce

Fødevareallergi: Ny metode kan dæmpe reaktioner

Munden klør, læberne svier og tungen hæver. Fødevareallergi er for mange utroligt irriterende og for andre ligefrem farligt. Canadiske forskere har nu fundet en metode, som kan mindske de allergiske reaktioner markant.

Fødevareallergi kan udvikles, når ens immunforsvar overreagerer på fremmede proteiner (allergener) i det, man spiser. Som reaktion danner kroppen et bestemt antistof. Det fremgår af en række artikler på Netdoktor, som er skrevet af nogle af landets bedste eksperter.

Antistoffer er kroppens ‘modgift’ mod fremmede stoffer, og når man udsættes for proteiner i bestemte madvarer, kan der udvikles et specifikt antistof i så store mængder, at der udløses en allergisk reaktion, næste gang man spiser madvaren.

Læs hele artiklen her: Fødevareallergi og krydsreaktioner

Lægger en dæmper på immunforsvaret

Canadiske forskere har nu fundet en måde, hvorpå de kan påvirke en type celler, som kommunikerer med immunforsvaret - de såkaldte dendritiske celler. Efter en bestemt behandling kan de dendritiske celler ‘bede’ immunforsvaret om at lægge en dæmper på reaktionen, når kroppen udsættes for et allergen. På den måde bliver den allergiske reaktion kraftigt reduceret.

Forskerne håber på at udføre tests på mennesker til næste år og på den måde komme tættere på en kur mod fødevareallergi.

Hvis du har mistanke om, at du selv kan have allergi overfor visse fødevarer, kan du læse om symptomerne på fødevareallergi nedenfor.

Symptomer på Fødevareallergi

  • Kløe eller prikkende fornemmelse i munden og på læberne
  • Hævelse i læberne, ansigtet og/eller halsen
  • Mavekrampe, opkastning og diarré
  • Høfeber
  • Astma
  • Udslæt eller nældefeber, og har du børneeksem, kan den forværres
  • I sjældne tilfælde anafylaktisk shock, som kræver akut behandling med adrenalin

Få flere nyheder om sundhed her


Kilder: Sciencealert.com og The Journal of Allergy and Clinical Immunology

Sidst opdateret: 16.11.2016

Annonce