Et nyt forskningsprojekt fra DTU skal undersøge, om man kan bruge virtual reality til at forsinke udviklingen af demens ved at stimulere hukommelsen ved hjælp af minder.
I Danmark lever 70.000-85.000 mennesker med en demenssygdom, som blandt andet påvirker hukommelsen og evnen til at fungere i hverdagen.
Demens kan desværre ikke helbredes. Men et nyt forskningsprojekt fra DTU vil undersøge, om man kan forsinke sygdommen ved at bruge virtual reality til at stimulere hjerneaktiviteten hos demente.
Læs også: Vaskulær demens
Virtual reality skal stimulere hukommelsen
I det nye forskningsprojekt vil man bruge virtual reality til at genskabe dementes minder med håb om, at man kan stimulere deres hukommelse.
Minderne vil blive integreret i virtual reality-oplevelser. Hver af personerne vil blive vist deres egne minder, hvor målet er at se, om virtual reality stimulerer deres hukommelse bedre end for eksempel fotografier, som man ofte bruger i dag.
- Gennem virtual reality vil de ældre for eksempel blive bragt i situationer, hvor de kan genkende eller opdage noget, der minder dem om tidligere erfaringer. Det kan hjælpe dem med at genskabe deres minder og samtidig stimulere deres sprog, når de skal formulere deres egne minder, forklarer professor Helle Rootzén til DTU.
Studiet vil i første omgang inkludere en gruppe ældre mennesker med demens fra to plejecentre i Ballerup kommune.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: DTU, Alzheimerforeningen og Netdoktors egen side: Demens.
Sidst opdateret: 03.01.2018