Et nyt studie viser, at et specifikt gen øger risikoen for at besvime. Det betyder, at nogle personer er mere disponerede for at besvime end andre.
Mellem 20-30 procent af befolkningen besvimer mindst én gang i livet. Ofte starter det med, at det sortner for øjnene, men det kan også ske mere pludseligt. Nu viser et nyt studie, at det ikke kun er ydre faktorer, der påvirker, hvornår man besvimer. Gener kan også øge risikoen for at besvime. Det har et forskerhold fra Københavns Universitet, Statens Serum Institut og Rigshospitalet fundet frem til ved analyser af data fra omkring 400.000 personer.
Læs mere om besvimelse
Der kan være forskellige faktorer, som udløser en besvimelse. Det kan for eksempel være, hvis man opholder sig i små, varme, overfyldte rum med dårlig udluftning. Man kan også besvime i forbindelse med fysisk og psykisk belastning, hvis man i forvejen ikke har det så godt eller er dehydreret.
Den hyppigste form for besvimelse er dog 'vasovagal synkope', som er en 'refleks-besvimelse', der for eksempel kan blive udløst, når man ser blod. Når denne refleks udløses, falder blodtrykket, blodkarrene udvides, blodgennemstrømningen i hjernen nedsættes, og man besvimer.
Læs mere om årsager til besvimelse
I det nye studie har forskerne fundet frem til, at et bestemt gen sandsynligvis påvirker, om man besvimer. Hvilken type besvimelse genet øger risikoen for, er man dog ikke sikker på endnu.
- Vores bud er, at det gen, vi har fundet, disponerer for den vasovagale synkope, som er langt den mest almindelige. Men det ved vi ikke endnu. Nu skal genet først nærstuderes, siger lektor Morten Salling Olesen, Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet og Laboratoriet for Molekylær Kardiologi, Rigshospitalet.
Man kan altså genetisk have en højere risiko for at besvime. Det ser desuden ud til at køn kan påvirke risikoen. Her fandt forskerne frem til at kvinder under 35 år besvimer dobbelt så tit som mænd under 35 år. Forskerne kan dog endnu ikke forklare, hvad den forøgede risiko skyldes.
Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Københavns Universitet og Netdoktors egen artikel om besvimelse
Sidst opdateret: 22.05.2019