Luft i maven kan være en ubehagelig affære. Her får du gode råd til forebyggelse og behandling af luft i maven.
De fleste kender til det. Følelsen af at være oppustet. Men hvad kan man gøre for at forebygge luft i maven, og hvilke behandlingsmuligheder findes der?
Det giver Netdoktor sammen med farmaceut hos online-apoteket Apopro, Imran Asli Biyik, tips til her.
Det er først og fremmest relevant at understrege, at luft i maven er et helt naturligt fænomen, som alle mennesker kan og vil opleve i løbet af livet. Symptomerne er kendetegnet ved luftafgange i form af prutter og bøvser, smerter i maven og oppustethed.
Hver gang vi synker, når vi spiser og drikker, sluger vi luft, som kan ende i tarmene. Hvis man spiser hurtigt, kan man også øge risikoen for luft i maven. Det sker også ofte, at luften ender i tarmen, når man ryger eller tygger tyggegummi.
Selve smerten i forbindelse med luft i maven kan være lokaliseret forskellige steder i maven, herunder både i øvre del af maven, omkring bughulen, men også i nedre region af maven. Det er derfor vigtigt at have afklaret om smerterne skyldes luft i maven eller andre årsager.
Oppustethed tiltager typisk i løbet af dagen - særligt om aftenen efter man har spist de fleste af dagens måltider.
Læs også: Ekstremt meget luft i maven
Farmaceut Imran Asli Biyik giver her sine bedste råd til, hvordan man kan forebygge eller minimere risikoen for luft i maven.
1. Undgå fed mad
For at minimere risikoen for luft i maven bør man minimere sit indtag af fødevarer med et højt fedtindhold eller drikkevarer, der indeholder brus eller alkohol. Dette skyldes, at bakterierne i tarmen kan producere ekstra luft, når de skal nedbryde disse fødevarer. Derudover bør man minimere sit indtag af fiberholdige grøntsager, såsom bønner og kål, da disse også kan give luft i maven.
En anden måde hvorpå man kan mindske risikoen for luft i maven, er ved at spise langsomt og tygge maden grundigt inden, man synker, så man synker mindre luft. Derudover bør man også undgå at tygge tyggegummi og indtage drikkevarer gennem sugerør. På den måde undgår man at få for meget luft ned i tarmene.
2. Gå regelmæssigt på toilettet
Derudover er det vigtigt at få etableret sig nogle gode toiletvaner, det vil sige, at man skal gå på wc, når trangen melder sig og ikke udskyde sine toiletbesøg. Uregelmæssige toiletbesøg kan nemlig øge risikoen for luft i maven.
3. Motioner
Motion er med til at stimulere tarmenes bevægelser, derfor kan regelmæssig motion holde tarmene i gang. På den måde kan man mindske risikoen for oppustethed.
De vigtigste behandlingsprincipper matcher de råd der er for, hvordan man forebygger luft i maven.
En måde at behandle luft i maven på er derfor at undgå at indtage de tidligere omtalte føde- og drikkevarer, der giver luft i maven. Man kan også supplere med et håndkøbslægemiddel mod oppustethed. Vælger man at behandle med et håndkøbslægemiddel, bør man kontakte sin læge, hvis ikke man har oplevet bedring efter 10 dage. Man bør også kontakte sin læge, hvis symptomerne fortsætter over en længere periode, da der kan være en anden årsag til, at man har luft i maven.
Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Netdoktors artikel “Luft i maven” og Farmaceut hos online-apoteket Apopro, Imran Asli Biyik
Sidst opdateret: 08.06.2020