Annonce

Højt hasselpollental

Pollentallet for hassel er i disse dage rekordhøjt. Hvis dine øjne klør, og du oplever nyseture, bør du derfor være opmærksom på pollenallergi.

Hvis du fik forkølelseslignende symptomer i weekenden, og dine øjne samtidig løb i vand, er det ikke så underligt. For så er du nok en af de danskere, der er allergisk overfor hassel-pollen. I lørdags var pollentallet for hassel nemlig rekordhøjt, hvilket vil sige 218 for København og 179 for Viborg ifølge Astma-Allergi Danmark. Pollentallet er allerede højt for hassel hvis det er over 15.

Mængden af pollen varierer fra år til år. Varmt og tørt vejr giver mere pollen i luften, og det passer godt med, at forårssolen og varmen netop viste sig i lørdags. Desuden har den globale opvarmning med mildere vintre efterhånden gjort, at pollensæsonen kommer tidligere og varer længere.

Symptomer kan minde om forkølelse

Pollenallergi, kan give høfeber, som minder om symptomerne på forkølelse. Men til forskel fra en forkølelse får du ofte også røde, kløende, irriterede øjne, der kan løbe i vand. Desuden får du tit voldsomme nyseture, og der er ingen feber involveret. Hvis du desuden lægger mærke til at symptomerne kommer hvert år på samme tidspunkt, er det med stor sandsynlighed høfeber snarere end en normal forkølelse du har. Er du er i tvivl kan du gå til lægen, der ofte vil undersøge det nærmere med allergitests, som fx hudpriktest.

Læs mere om symptomerne på høfeber overfor forkølelse

Det kan du selv gøre

Hvis du kender “din" pollensæson, kan du:

  • Få en 'pollen-app' på mobilen med daglige varslinger (Astma-Allergi Danmark)
  • Holde døre og vinduer lukkede i dagtimerne
  • Kun lufte ud efter mørkets frembrud
  • Undlade at tørre vasketøj - specielt sengetøj - udendørs i denne periode
  • Tage solbriller på udenfor
  • Undgå udendørs motion midt på dagen
  • Skylle dit hår inden sovetid, hvis du har været meget ude
  • Begynde på den medicin, du har fået anbefalet af din læge, så snart “din” pollen er i luften

Læs mere om høfeber

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: DR Nyheder, Astma-Allergi Danmark og Netdoktors egne artikler om høfeber og forkølelse eller høfeber

Sidst opdateret: 20.02.2019

Annonce