Hold en corona-venlig fest

Skal du holde sommerbryllup, konfirmation, fødselsdag eller måske noget helt fjerde? Her kan du læse om, hvordan du kan tænke forebyggelse af corona-smittespredning ind i planlægningen af din fest.

Sommeren er altid fuld af store fester og fejringer. Men i år bliver sommeren og de tilhørende fester lidt anderledes, end hvad vi er vant til. Der er nemlig stadigvæk coronavirus i Danmark, også selvom det er blevet tilladt at samles til sommerens fester.

Derfor må vi fortsat tage hensyn til retningslinjerne for forebyggelse af corona-smitte - også selvom det måske ikke er så festligt.

Hvis du skal holde fest i løbet af sommeren, så læs med her og få Sundhedsstyrelsens gode råd til corona-venlig festplanlægning.

Læs også: Coronavirus: Sådan beskytter du dig selv og andre

Gæster med symptomer bør blive hjemme

For at forebygge corona-smitte er det vigtigt, at personer, der har symptomer, isolerer sig. Derfor bør du forud for festen opfordre alle dine gæster til at blive hjemme, hvis de udviser symptomer på coronavirus.

Hvis du efter festen finder ud af, at en af dine gæster var smittet med corona til festen, er det en god ide at oplyse de andre gæster om det, så de har mulighed for at blive testet for sygdommen.

Undersøg muligheden for en udendørs fest

Er der regn og blæst, er det selvfølgelig ikke sjovt at skulle holde udendørs fest. Men hvis vejret er til det, og du har mulighed for at holde fest i det fri, så kan det være en god ide at gøre det.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man så vidt muligt afholder sin fest udendørs, fordi det giver gæsterne bedre mulighed for at holde afstand og mindsker risikoen for både kontakt- og dråbesmitte, som er den måde coronavirus smitter på.

Lokaler

Viser det sig at være umuligt at holde udendørs fest, er der nogle ting, man kan tage højde for i udvælgelsen af lokaler.

Er det f.eks. egne eller lejede lokaler? Hvor mange lokaler skal benyttes? Dette kan have betydning i forhold til rengøringen. Er lokalerne store nok til at gæsterne kan holde den anbefalede afstand på mindst 1 meter? Er det et arrangement med spisning? Kan du placere siddende gæster med 1 meters afstand?

Ved områder, hvor der kan dannes trængsel og kø, kan du lave stregmarkeringer i gulvet for at vise dine gæster, hvor meget afstand de skal holde.

Husk hænderne

De seneste tre måneder er vi hyppigt blevet mindet om, hvor vigtigt håndvask og god håndhygiejne er for at mindske spredningen af coronavirus. Dette er stadig aktuelt. Sørg derfor for, at dine gæster har god adgang til håndvask og sæbe eller desinfektionsmiddel med minimum 70% alkohol.

Læs også: Coronavirus: Fortsat øget fokus på hygiejne

Servering af mad

Der er intet belæg for at sige, at corona smitter igennem mad, men derfor kan det være en god ide at tage forholdsregler alligevel.

Hvis der skal være buffet til din fest kan det f.eks. være en god ide at benytte engangsredskaber til at tage maden med. Alternativt kan man overveje at portionsanrette buffeten. Hvis du vil servere snacks til din fest, kan det ligeledes være en god ide at overveje indpakkede, portionsanrettede snacks i stedet for fælles skåle med f.eks. chips eller nødder.

Rengøring af kontaktpunkter

Vær opmærksom på hvilke kontaktflader og -punkter, der er til din fest. Det kan f.eks. være kontakter, dørhåndtag og gelændere.

Disse punkter berøres af mange mennesker i løbet af en fest, og derfor er det vigtigt, at de bliver rengjort omhyggeligt og ofte. Rengøringen bør foretages med vand og sæbe eller med desinfektionsmiddel.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Sundhedsstyrelsen

Sidst opdateret: 01.07.2020