Du har nok hørt, at man gør klogt i at spare på saltet. Men hvorfor er det usundt at spise for meget salt?
Et højt indtag af salt er forbundet med visse hjertekar-sygdomme, så der er god grund til at mindske indtaget af salt. Og det handler ikke kun om at drysse mindre salt på det blødkogte æg.
Salt øger blodtrykket. Det skyldes, at salt binder væske. Det betyder, at der vil samle sig mere væske omkring hjertet, og det skal hjertet pumpe rundt samtidig med, at nyrerne skal arbejde hårdere.
Højt blodtryk er ikke i sig selv farligt, men det kan øge risikoen for hjerteanfald og hjerneblødning. Her skal man være opmærksom på, at man ikke altid kan mærke, at man har forhøjet blodtryk. Det er derfor ikke kun, hvis du i forvejen har problemer med dit blodtryk, at du skal være opmærksom på dit saltindtag.
Læs også: Sådan forstår du dit blodtryk
Salt påvirker desuden vores blodkar direkte, gør dem stivere og påfører dem skader. I følge Miljø- og Fødevarestyrelsen øger et højt indtag af salt sandsynligvis risikoen for mavekræft.
Læs mere om hjertet og indtag af salt
De officielle anbefalinger for salt er maksimalt 5-6 gram dagligt.
Vi behøver ikke mere end omkring 1,5 gram om dagen, så man skal ikke være bange for at få for lidt salt. Faktisk spiser 9 ud af 10 danskere mere salt end det bliver anbefalet ifølge Fødevarestyrelsen. I dag spiser danske mænd i gennemsnit 9-11 gram og kvinder 7-8 gram om dagen. Det er hvad der svarer til 2 teskefulde for mænd og 1,5 teskefuld for kvinder. Hvis man skal ned på det maksimalt anbefalede, skal man således kun spise hvad der svarer til cirka en halv teskefuld salt dagligt.
Ved blot at skære 3 gram salt af det daglige indtag, regner man med at 400.000 færre danskere ville have forhøjet blodtryk.
Hele 70 procent af vores saltindtag kommer fra den forarbejdede mad, vi køber i supermarkedet og butikker. Derfor skal du særligt være opmærksom på:
Når du køber ind, kan du gå efter Nøglehulsmærket, som guider dig til sundere valg med mindre salt. Når du selv laver mad, kan du også forsøge at erstatte salt med andre krydderier som smagsforstærkere.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Netdoktors artikel Pas på hjertet - spis mindre salt, Fødevarestyrelsen: Fakta om salt og Salt
Sidst opdateret: 12.03.2019