Kønsvorter: Voksne overhaler unge

Siden 2009 har det været de unge, der i høj grad havde kønssygdommen kondylomer, bedre kendt som kønsvorter. Men kurven har vendt, og nu er der flere voksne, der er inficeret med den seksuelt overførte sygdom, viser en ny rapport fra Sundhedsdatastyrelsen.

15-19 år. Det var den aldersgruppe, der i 2009 blev smittet mest med kønsvorter. Knap 10 år efter har mønstret ændret sig. Det er nu de voksne, der oftest bliver inficeret med kønsvorter. Det viser en ny rapport fra Sundhedsdatastyrelsen, der kortlægger danskernes behandlinger for kondylomer fra 2001 til 2018.

Læs også: Kondylomer (Kønsvorter)

HPV-vaccine beskytter mod kønsvorter

Men hvad skyldes ændringen i aldersgruppen? HPV-vaccinen. Lyder svaret fra Sundhedsstyrelsen, der påpeger, at antallet af behandlede for kønssygdommen kondylomer i 2018 er det laveste siden 2009, hvor vaccination mod HPV blev indført.

Ligesom sygdommen livmoderhalskræft skyldes kønsvorter også en infektion med human papillomavirus (HPV). Af den grund kan HPV-vaccinen, der blev indført for at forebygge livmoderhalskræft, også virke forebyggende mod kondylomer.

Læs også: HPV-vaccination til drenge og mænd

HPV-vaccinen blev tilbage i 2009 en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark. Vaccinen var målrettet piger mellem 12-14 år, hvilket betyder at pigerne i dag er unge kvinder i starten af 20’erne.

Sammenhængen mellem de vaccinerede unge og kønssygdommen ses i rapportens oversigt over antallet af inficerede i den unge aldersgruppe. Tallene viser, at det netop er de unge mellem 15 til 19 år, der er de mindst smittede.

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilde: Sundhedsdatastyrelsen

Sidst opdateret: 10.10.2019