Vidste du, at der er nogle særlige kostråd til personer over 65 år? Hvis du er i den gruppe, så kan du lære mere om, hvilke kostråd der er gode at følge her.
Alt det, vi indtager, har betydning for vores sundhed. Derfor har Fødevarestyrelsen udgivet de syv officielle kostråd, der er en række anbefalinger til kosten. Hvis man følger kostrådene, er man sikker på at få langt de fleste af de næringsstoffer, man skal have, i en sund kost. Udover de syv officielle kostråd er der nogle ekstra anbefalinger til personer over 65 år.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at personer over 65 år følger de officielle kostråd, men der er også nogle andre ting, som man skal være opmærksom på. Når man runder 65 år, ændrer behovet for næring sig, så kroppen har brug for mere protein og mindre energi. Derfor er det særligt vigtigt at få nok protein gennem bælgfrugter, fisk, kød, æg, nødder og mejeriprodukter. Samtidig er det en god idé at skære en del ned på energiholdige sager som slik, kage, søde drikkevarer og alkohol.
Udover et ekstra fokus på kosten, så anbefaler Fødevarestyrelsen, at personer over 65 år tager nogle bestemte kosttilskud. For personer under 70 år anbefales et tilskud af 5-10 µg D-vitamin dagligt i vinterhalvåret. For personer over 70 år anbefales et dagligt tilskud på 20 µg D vitamin hele året, samt 800-1000 mg calcium hele året, uanset om man spiser mælkeprodukter eller ej.
Derudover anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man er fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen ved moderat intensitet. Fysisk aktivitet er sammen med nok protein og kosttilskud vigtigt for, at man kan bevare sin muskelmasse og stærke knogler.
Se en oversigt over Netdoktors nyhedsbreve og tilmeld dig her
Kilder: Fødevarestyrelsens artikler om De Officielle Kostråd og Over 65 år: Spise og drikke
Sidst opdateret: 04.09.2023