Kvinder, der begynder at drikke mere alkohol, end de plejer, vil i løbet af ganske få år øge risikoen for at få brystkræft. Omvendt vil risikoen for at få en blodprop i hjertet falde.
Det viser resultaterne af et nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU.
Læs også: Fakta om brystkræft
21.523 danske kvinder i alderen 50-64 år deltog i studiet, som viste, at kvinder, der for eksempel går fra at drikke 7 genstande til 14 genstande om ugen, øger risikoen for at få brystkræft med 13 procent.
Samtidig fandt man dog, at risikoen for at få en blodprop i hjertet faldt med 11 procent.
- Tidligere studier har zoomet ind på et bestemt tidspunkt og herudfra belyst de helbredsmæssige konsekvenser af ens alkoholforbrug. Dette studie er det første i verden, der undersøger, hvad det betyder for risikoen for at få brystkræft, hvis man ændrer sit alkoholforbrug over tid. Derfor kan vores resultater i høj grad bruges til at underbygge hypotesen om, at alkohol forhøjer risikoen for brystkræft og sænker risikoen for blodprop i hjertet, udtaler professor Janne S. Tolstrup, Statens Institut for Folkesundhed.
Læs også: Hvordan føles en blodprop i hjertet?
Kvinderne, der deltog i studiet, blev målt, vejet og interviewet om deres livsstil og alkoholvaner to gange med fem års mellemrum, og efterfølgende fulgte forskerne dem i 11 år for at se, hvem der udviklede brystkræft eller fik en blodprop i hjertet.
Risikoen for at få hhv. brystkræft og en blodprop i hjertet baserer sig på vurderinger af relativ risiko. Det betyder, at hvis risikoen for at få en bestemt kræftform i forvejen ligger på gennemsnitlig 10 procent blandt danske kvinder, vil en 13 procent øget risiko for brystkræft give en samlet risiko på 11,3 procent, og ikke 23 procent, som man umiddelbart kunne tro.
FÅ FLERE NYHEDER OM DIN SUNDHED HER!
Kilde: Statens Institut for Folkesundhed
Sidst opdateret: 19.05.2016