Annonce

Mundbind: Sådan undgår du irriteret hud

Mundbindene beskytter os mod sygdom, men de irriterer huden ved munden. Her får du en farmaceuts gode råd til, hvordan du forebygger generne. Du kan også læse, hvorfor mundbindene er så dårlige for huden.

Har du også lagt mærke til en øget forekomst af bumser eller rød og kløende hud ved munden, efter at det blev et krav, at man skal bære mundbind mange steder? Det er du garanteret ikke alene om.

Mange oplever nemlig dette problem, og fænomenet har endda fået et navn: maskne - en sammentrækning af maske og akne.

Men hvad kan man egentlig gøre for at passe på både hud og helbred samtidigt? Og hvorfor reagerer vores hud sådan, når vi bruger maske? Det har vi spurgt farmaceut ved online-apoteket Apopro Thi Lisa Le om.

Læs også: Har du sunde negle?

4 tips til at forebygge

De problemer, der ofte opstår, når vi bruger maske, er, at vi får flere bumser, og huden bliver rød og kløende. Hvis du gerne vil prøve at undgå hudproblemerne, har Thi Lisa Le nogle gode råd til dig.

  • Hvis du bruger makeup, så undgå at bruge for meget. Det kan i forvejen tilstoppe porerne og give urenheder, og det bliver værre i kombination med mundbindet.

  • Aftør ansigtet, når du er færdig med at bruge mundbindet.

  • Rens og plej huden dagligt. Sørg for at bruge produkter, som du ved, at din hud ikke reagerer negativt på.

  • Skift mundbindet ofte. Det anbefales, at man kun har mundbindet på i op til fire timer ad gangen, men ifølge Thi Lisa Le kan det gavne din hud at skifte endnu oftere.

Det er vigtigt, at du fortsætter med at pleje din hud, også selvom din hud er blevet ramt af irritationer.

Læs også: Sådan får du færre talgknopper

Dine hudproblemer forværres, når du bruger mundbind

De gener, man får, hvis man bruger mundbind, varierer, og kan for eksempel vise sig i form af bumser, eksem, tør hud og lignende.

Fælles for dem er, at det typisk er en opblussen eller forværring af nogle hudproblemer, som du har i forvejen, siger Thi Lisa Le. Hvis du for eksempel tidligere har døjet meget med bumser, vil du sandsynligvis se flere af dem omkring munden, når du bruger mundbind.

Læs også: Myter og fakta om akne

Bakterier og fugtigt miljø generer huden

Men hvorfor er maskerne så dårlige for huden? Ifølge Thi Lisa Le er der flere grunde til, at vi oplever problemer med huden ved munden, når vi bruger maske.

  • Der kan ophobe sig mange bakterier på et mundbind over tid, som pludselig kommer i helt tæt kontakt med huden i nogle gange flere timer ad gangen.

  • Miljøet under masken bliver fugtigere end ellers, fordi vores udånding bliver tungere.

  • Varmen og det fugtige miljø gør, at talgproduktionen stiger, hvilket tilstopper porerne, og forårsager den urene hud.

Hudproblemer kan være ubehagelige og til dels også smertefulde. Hvis du har store gener, og almindelig rens og pleje af huden ikke hjælper, så kan du kontakte lægen med henblik på at få en henvisning til en hudlæge. Sammen kan I finde ud af, hvad problemet skyldes, og hvordan du behandler det.

Gode råd fra apoteket

En god hudplejerutine er vigtig for at bevare en sund og pæn hud. På apoteket findes produkter, der er egnet til sund hudpleje.

  • Eksempel på et mildt renseprodukt
  • Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


    Kilder: Farmaceut ved online-apoteket Apopro Thi Lisa Le

    Sidst opdateret: 26.01.2021

    Annonce