Er du ikke i risiko for at udvikle et alvorligt sygdomsforløb, hvis du får corona, men vil du stadig gerne vaccineres? Så kan du nu købe dig til en booster-vaccine mod corona.
Siden 1. oktober har udvalgte grupper haft mulighed for at få en booster-vaccine mod corona. Men er du ikke i en af de risikogrupper, og ønsker du stadig at blive vaccineret mod corona, så kan du fra den 15. november betale dig fra at blive vaccineret med en booster-vaccine mod corona.
I løbet af sidste uge har private aktører haft mulighed for at bestille Pfizer’s Cominarty-vaccine og Modernas SpikeVax-vaccine hos Statens Serum Institut. Begge er variantopdaterede udgaver, som Sundhedsstyrelsen vurderer, er effektive vacciner.
Det er nu muligt at købe disse vacciner hos de praktiserende læger, apoteker og virksomheder, der har valgt at indkøbe vaccinerne. På coronasmitte.dk kan du få et overblik over, hvor du kan blive vaccineret mod betaling. Priserne på vaccinerne kan variere, da de fastsættes af den enkelte vaccinatør.
For at sikre, at der er nok vacciner til de personer, der er i risikogrupperne, er der fastlagt en begrænsning for, hvor mange vacciner der kan købes på det private marked. Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut holder dog løbende øje med den nye ordning med henblik på eventuelt at frigive flere vacciner.
Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev
Sidst opdateret: 16.11.2022