Annonce

Ny forebyggelsesplan skal nedsætte børn og unges forbrug af alkohol, nikotinprodukter og tobak

En forebyggelsesplan på 30 initiativer skal mindske børn og unges brug af tobak, nikotin og alkohol. Læs mere om den nye plan her.

Flere og flere børn og unge bruger røgfri nikotinprodukter som nikotinposer. Samtidig er unges alkoholforbrug i Danmark også højere end i andre europæiske lande. Derfor har et politisk flertal indgået en aftale om en forebyggelsesplan målrettet børn og unge, der skal få deres forbrug af tobak, nikotin og alkohol ned.

30 initiativer skal mindske børn og unges brug af tobak, nikotin og alkohol

Forebyggelsesplanen indeholder 30 initiativer, der kan være med til at påvirke børn og unges brug af tobak, nikotin og alkohol. Sophie Løhde (V), der er indenrigs- og sundhedsminister, fortæller om initiativerne i en pressemeddelelse:

- Vi giver bl.a. myndighederne langt flere muskler og nye beføjelser til at føre effektiv kontrol med butikkerne. Afgiften på nikotinprodukter bliver sat op, og vi forbyder søde smage, der appellerer til børn og unge. Og for at begrænse de unges adgang til stærkere alkohol, ændrer vi reglerne, så butikkerne udelukkende må sælge almindelige øl og andre drikkevarer med en lavere alkoholprocent til 16-17-årige, lyder det fra ministeren.

Udvalgte initiativer

  • En højere afgift på nikotinprodukter, hvilket betyder, at en dåse med nikotinposer stiger med cirka 12 kroner.
  • 16-17-årige skal ikke længere kunne købe alkoholholdige produkter med en alkoholvolumenprocent på over 6.
  • Forbud mod tillokkende smage og dufte i tobakssurrogater og en grænse for nikotinindhold og tilsætningsstoffer i disse.
  • Krav til pakkestørrelser for røgfri nikotinprodukter og tyggetobak og udbredelse af standardiseringskravet blandt andet for emballagen for nikotinposer og andre røgfri nikotinprodukter.

Du kan læse mere om den nye forebyggelsesplan og de 30 initiativer her.

Se en oversigt over Netdoktors nyhedsbreve og tilmeld dig her


Kilder: Dagens Medicin, sum.dk, sum.dk

Sidst opdateret: 20.11.2023

Annonce