Foto: IStock
Den stærkt allergifremkaldende bynke-ambrosie er i færd med at gøre sit indtog i Danmark. Det er dårligt nyt, for hvis den først får rigtigt fat, vil det betyde en længere pollensæson og potentielt endnu flere allergikere.
Almindeligvis slutter den danske pollensæson når grå-bynkens pollenmængde er toppet omkring august måned og forsvinder i løbet af september, men hvis den invasive plante bynke-ambrosie bliver fast inventar i de danske haver og naturområder, kan sæsonen forlænges helt til oktober. Bynke-ambrosie topper nemlig først i september.
Bynke-ambrosie er en kraftigt allergifremkaldende plante. Plantens pollen er lige så allergifremkaldende som birkepollen, og både saften og pollen fra bynke-ambrosie kan give nældefeber og hudirritation til alle, der kommer i direkte berøring med den.
Bynke-ambrosie er så kraftigt allergifremkaldende, at de mest følsomme ifølge Astma-Allergi Danmark vil kunne mærke symptomer allerede ved et pollental på kun 5 til 10. Pollen fra bynke-ambrosie er altså værre for allergikere end pollen fra den almindelige grå-bynke.
Forskere siger også, at bynke-ambrosiepollen kan fremprovokere astmaanfald, hvis astmatikere bor, hvor planten gror og spreder sin pollen.
Derudover er bynke-ambrosiens pollen så potent, at forskerne har observeret, at op mod 12 procent af beboere i områder, hvor bynke-ambrosie er kommet til, udvikler pollenallergi. Det gælder både folk med og uden eksisterende allergi oplyser Astma-Allergi Danmark til Netdoktor.
Læs også: Allergi (Overfølsomhedssygdomme)
Bynke-ambrosie stammer oprindeligt fra Nordamerika, men kommer til Danmark med vinden fra Syd- og Centraleuropa og spredes også via fuglefrøblandinger.
Udbredelsen af den invasive bynke-ambrosie i Danmark skyldes klimaforandringer, som gør, at det danske klima nu er gunstigt for planten. Heldigvis er den endnu ikke vidt udbredt herhjemme, men beregningerviser, at den vil stortrives i Danmark inden for de næste 80 år.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Rådgivningschef Betina Hjort, Astma-Allergi Danmark, Biolog Mathilde Kloster, Astma-Allergi Danmark, Astma-Allergi Danmarks artikel, Astma-Allergi Danmarks opslagsværk, Astma-Allergi Danmarks magasin, Haveselskabet
Sidst opdateret: 21.09.2022