Flere grøntsager og mindre rødt kød. Sådan lyder nogle af anbefalingerne i de nye kostråd, der skal inspirere danskerne til at spise både sundt og klimavenligt.
Det store fokus på klima og miljø afspejler sig nu også i de officielle kostråd. Således erstattes de ti velkendte kostråd nu af syv nye, der skal fremme både danskernes og klodens sundhed.
Det er første gang, at man i Danmark udvikler kostråd, der skal guide danskerne til et større klimahensyn. Førhen har de nemlig primært været udviklet for at få danskerne til at spise sundt.
Læs også: Nyt studie: Unge mænd er fuldkornsmestre
De nye kostråd er:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød - vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
De syv nye kostråd er en videreudvikling af de ti eksisterende kostråd, og derfor kan flere af rådene måske virke velkendte. Mange er for eksempel nok klar over, at frugt, grøntsager, fuldkorn og fisk gerne skal fylde en del på menuen, mens man skal begrænse indtaget af det søde, salte og fede mad.
Læs også: Skal veganere tage kosttilskud?
Noget af det nye i de syv kostråd er anbefalingen om at erstatte kød med bælgfrugter og fisk. Helt præcist anbefales det, at man spiser højst 350 gram kød om ugen, og at man især begrænser indtaget af okse- og lammekød.
Med bælgfrugter menes der blandt andet bønner, linser og ærter. Det er ikke noget, man hidtil har brugt så meget i det traditionelle danske køkken, men det er basiskost i mange andre lande, særligt i for eksempel Mellem- og Sydamerika.
Bælgfrugter indeholder en stor mængde protein, og de er både sunde, fedtfattige og indeholder masser af kostfibre, mineraler og vitaminer. Derfor kan kødet altså godt erstattes helt eller delvist af bælgfrugterne.
Læs også: Studie: Hver anden dansker får ikke nok fuldkorn
De nye anbefalinger skal bidrage til regeringens ambition om at skære 70 procent af klimabelastningen inden 2030, og ifølge Fødevareministeriet kan den enkelte danskers kostvaner have meget at sige i det samlede regnskab.
I gennemsnit udleder danskerne nemlig tre tons CO2 pr. person årligt via drikke- og fødevarer. Tal fra DTU viser, at det kan reduceres med op til 35 procent, hvis vi følger de nye kostråd og skærer ned på kødet til fordel for mere klimavenlige alternativer.
Det er DTU Fødevareinstituttet, der har udarbejdet det faglige grundlag for de nye officielle kostråd. Med baggrund i det har Fødevarestyrelsen udviklet de nye anbefalinger.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Altomkost.dk
Sidst opdateret: 07.01.2021