Nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen betyder, at en stor del af befolkningen ikke længere behøver at lade sig teste, hvis de får symptomer på corona.
Faldende smittetal og et lavt og stabilt antal indlæggelser, har givet anledning til nye testanbefalinger for corona. Med de nye anbefalinger, er det kun folk, der er i øget risiko for at blive indlagt på hospitalet på grund af corona, der skal lade sig teste. Samtidig skal hverken nære eller øvrige kontakter til en coronasmittet testes. Kontrollen af pandemien kommer af flere årsager; der har været en høj tilslutning til vaccinationsprogrammet, og en stor del af befolkningen har opnået immunitet efter smitte med omikron-varianten. Samtidig er foråret på vej, og vi er på vej mod mere normale tilstande.
”Nu kan vi nøjes med, at man lader sig teste, hvis der er en særlig sundhedsfaglig grund til at gøre det. Det kan være i situationer, hvor et testsvar kan give anledning til tidlig behandling mod covid-19 for at nedsætte risikoen for indlæggelse og alvorlig sygdom.” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg. Målgruppen for de tidlige behandlinger er personer over 65 år, samt personer der er i øget risiko for at få et alvorligt forløb med corona, herunder også gravide. Personer i disse grupper skal derfor stadig lade sig teste, hvis de får symptomer på corona og føler sig syge. Hvis de ender med en positiv test, skal de kontakte deres egen læge.
Sundhedsstyrelsen lægger vægt på, at man stadig skal følge de gældende anbefalinger for selvisolation, ligesom det stadig er vigtigt at mindske risikoen for smitte mest muligt, Det gøres ved at have fokus på Sundhedsstyrelsens gode råd om at forebygge smitte, herunder at man bliver hjemme, når man føler sig syg.
Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev
Kilde: sst.dk
Sidst opdateret: 22.03.2022