Svenske forskere mener at have fundet en sammenhæng mellem traumatiske hovedskader og demens.
I Danmark rammes ca. 15.000 mennesker årligt af demens. I et svensk studie har man nu fundet en forbindelse mellem, at man slår hovedet voldsomt, og at man senere udvikler demens.
Ifølge forskerne er risikoen større, jo hårdere man slår hovedet. Studiet viser, at risikoen for at udvikle demens er 4-6 gange større end normalt i de første fire år, efter man har fået en hovedskade. Studiet påpeger også, at risikoen var øget i hele 30 år efter skaden, men at den blev mindre med tiden.
Studiet har dog ikke vist, at hovedskader er den direkte årsag til senere demens, men blot at der kan være en sammenhæng. Resultaterne kan desuden også være blevet påvirket af andre faktorer, der også kan øge risikoen for demens.
Læs også: Alzheimers sygdom
I undersøgelsen sammenlignede forskerne personer, som havde søgt lægehjælp i forbindelse med hovedskader i de sidste 20 år, og personer uden lignende skader via det svenske folkeregister.
Forskerne undersøgte også søskendepar, hvor den ene havde pådraget sig en hovedskade, og den anden ikke havde. Det viste sig, at den søskende, der havde haft en hovedskade, oftere udviklede demens
Fra brevkassen: Er min mor blevet dement?
Her kan du læse om fem typiske tegn på demens:
1. Svækket hukommelse: Ved demens svigter især korttidshukommelsen. Man kan glemme, hvor man er på vej hen, hvem man lige har talt med og miste orienteringen i døgnets tider.
2. Forandringer i humør og adfærd: Man kan opleve voldsomme humørsvingninger, der tilsyneladende opstår uden grund. Man ændrer sig drastisk og bliver for eksempel hurtigere mistænksom eller vred.
3. Evnen til at formulere sig påvirkes: Det er normalt at glemme et ord ind i mellem. Men det er ikke normalt at erstatte dem med andre ord, som ikke giver mening. Man kan også få svært ved at forstå metaforer og tage ordsprog bogstaveligt.
4. Mangel på initiativ: Man kan blive meget passiv og have brug for stikord, opmuntring og støtte for at komme i gang med dagens gøremål.
5. Besvær med at udføre hverdagsopgaver: Det kan være et tegn, hvis man får svært ved at udføre velkendt opgaver.
Læs mere om demens her.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Traumatic brain injury and the risk of dementia diagnosis, Alzheimerforeningen og Netdoktors egne sider: Demens og Forløb: Demens.
Sidst opdateret: 14.02.2018