Et spørgsmål der ligger mange, der skal stomi-opereres, på sinde er, om man tage en tur på stranden eller en tur i poolen på badeferien. Få her gode tips til at tage på badeferie med stomi.
Sommeren er over os, og det betyder for de fleste, at vi enten søger mod de danske badestrande eller en tur sydpå. Men hvad hvis man har en stomi? Så skal man selvfølgelig stadig ud at bade.
Stomisygeplejerske ved Rigshospitalet, Gerd Friis Bille, fortæller nemlig, at man sagtens kan bade i svømmehal, pool eller ved stranden, selvom man har en stomi.
Der findes endda meget speciallavet badetøj, som tager højde for, at man har en stomi. Det kan blandt andet være højtaljede badebukser eller en badedragt med skørt til kvinder.
Læs også: Hvad er stomi?
Selve stomibandagen, som består af stomipose- og plade, skal man ikke bekymre sig for meget om, når man skal bade. Den kan nemlig godt tåle vand.
– Kolostomi- og ileostomi-poserne har dog et kulfilter, som oftest ikke har det godt med at komme i vand. Det vil medføre, at udluftningen fra posen minimeres eller ophører, men det er langt fra alle, der synes, det er et problem. Når du er færdig med at bade, vil det være en fordel at skifte posen, så den igen virker optimalt, siger Gerd Friis Bille.
Læs også: Typer af stomiposer
Nogle kan godt opleve at klæberen, der sørger for at klæbe stomiposen fast til huden, kan løsne sig i vandet, eller når man sveder meget i varmen.
Gerd Friis Bille anbefaler, at man skifter klæberen i god tid, inden man skal bade. Klæberen skal nemlig helst have siddet på i mindst en time for, at den hæfter optimalt.
– Klæberen holder for det meste altid. For nogle kan en kantsikring dog give mere tryghed, når man skal ud at bade, da den giver ekstra klæbemasse. Hvis du gerne vil have en kantsikring, bør du tale med din stomisygeplejerske for anbefalinger, råd og vejledning. Det skal nemlig ofte bevilges af kommunen, informerer Gerd Friis Bille.
Læs også: Tilbehør til stomi
Når du skal flyve med en stomi, bør du have så mange af dine stomiprodukter med i håndbagagen som muligt. Husk dog at klippe dine plader og poser til hjemmefra, da du ikke må have en saks med i håndbagagen.
– Hvis du har en urostomi, kan det være en stor fordel at have den pose, som du bruger om natten, med i flyets kabine. Specielt på lange flyvninger, kan der let opstå situationer, hvor man ikke må forlade sit sæde. Her kan det være en mulighed at tilkoble til natposen, så du ikke risikerer overfyldning og lækage af urostomiposen, forklarer Gerd Friis Bille og påpeger, at stomiposen generelt ikke påvirkes ikke af selve flyvningen.
Du kan få mere vejledning til at rejse med stomi på stomiforeningens hjemmeside, hvor du også kan finde en stomi-ordbog, der hjælper dig med vigtige gloser.
Læs også: Aktivt liv med stomi
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Stomisygeplejerske ved Rigshospitalet Gerd Friis Bille og Netdoktors egen side: Stomi.
Sidst opdateret: 24.07.2018