Fra den 15. juni kan alle personer over 65 år gratis blive vaccineret mod pneumokokker. Det sker for at mindske andelen af mennesker, der er sårbare for corona-virus.
Nu kan alle personer over 65 år gratis blive vaccineret imod pneumokokker. Sådan lyder meldingen fra Sundhedsstyrelsen.
Tidligere gjaldt tilbuddet kun beboere på plejehjem, personer over 65 år med visse kroniske lidelser samt personer under 65 år med særlig høj risiko for alvorlig pneumokoksygdom.
Pneumokokker er bakterier, som blandt andet kan være årsag til lungebetændelse og andre infektionssygdomme i luftvejene.
Børn tilbydes allerede pneumokokvaccination som en del af børnevaccinationsprogrammet.
Læs også: Coronasymptomer?
Vaccinationstilbuddet, der tidligere kun gjaldt særligt udsatte under corona-virus, er et resultat af regeringens fokus på at reducere antallet af sårbare patienter under corona-epidemien.
"Vi ved, at alder og kronisk sygdom har betydning for, hvor sårbar man er over for pneumokokker. Disse grupper er samtidig i øget risiko for et alvorligt forløb med corona-virus, og vaccination mod pneumokokker skal sikre, at de ikke samtidig rammes af en alvorlig pneumokok-infektion under corona-epidemien," siger overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg.
Den gratis pneumokokvaccination er endnu en indsats, der har til formål at minimere den belastning, som sundhedsvæsenet har stået overfor under epidemiens første to faser.
Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Sidst opdateret: 15.06.2020