Et nyt dansk studie har vist, at personer med type 2-diabetes kan reducere forbruget af medicin ved at massere udvalgte punkter på kroppen.
En hverdag med type 2-diabetes kan være præget af et relativt højt medicinforbrug, afhængigt af hvor alvorlig sygdommen er. Det håber danske forskere nu at kunne lave om på.
I et nyt studie har forskere nemlig fundet ud af, at massage af udvalgte punkter på kroppen, som patienterne kan udføre derhjemme, kan indgå som led i behandlingen af type 2-diabetes. For nogle er øvelserne så effektive, at de vil kunne skære ned på den medicin, de normalt bliver behandlet med.
Studiet er lavet i et samarbejde mellem Rigshospitalet og Herlev Hospital.
Læs også: 6 snigende tegn på diabetes
For at opnå effekten skal man massere udvalgte punkter på kroppen for eksempel brystbenet, fødderne og armene.
Ifølge forskerne bag studiet er den nervestimulation, som massagen giver, med til at nedbringe stressniveauet i kroppen. Højt stressniveau er tidligere blevet koblet sammen med insulinresistens og forhøjet blodsukker, og derfor er det altså meget positivt, hvis man kan nedbringe kroppens stressniveau.
Læs også: Diabetes: Kender du forskel på type 1 og type 2
I alt deltog 144 personer i studiet. Deltagerne havde både type 2-diabetes og et forhøjet stressniveau. Forsøgsgruppen blev delt i to. En aktiv gruppe og en kontrolgruppe.
Forsøget varede i et halvt år, og her skulle den aktive gruppe forsøge sig med hjemmeøvelserne, samtidig med at der blev foretaget løbende målinger af stressniveauet. Da det halve år var gået, havde personerne i den aktive gruppe reduceret kroppens stressniveau og oplevet et fald i langtidsblodsukkeret på 10 procent. Langtidsblodsukkeret er et gennemsnit af blodsukkeret de sidste 8-12 uger. Et for højt blodsukker er en indikator for diabetes.
Ifølge forskerne kan hjemmeøvelser med massage af udvalgte punkter på kroppen fungere som et gratis og bivirkningsfrit supplement til den medicinske behandling. De understreger, at selvom studiet har vist, at øvelserne har en positiv effekt, så kan de ikke stå alene i behandlingen af type 2-diabetes.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Diabetesforeningen og Frontiers in Neuroscience
Sidst opdateret: 04.05.2021