Hvad er et coronapas? Hvordan virker det? Og hvor får du fat i et? Det kan du blive klogere på her.
Fra 1. februar 2022 udfases de restriktioner, der har været gældende i forbindelse med corona-pandemien herunder også coronapasset.
En forudsætning for at kunne deltage i forskellige aktiviteter, såsom fodboldkampe, byture eller restaurantbesøg er det såkaldte coronapas. Passet skal være med til at sikre, at smitten ikke breder sig for meget, når vi bevæger os rundt i samfundet. Men hvordan virker passet i praksis? Hvor får man fat i et? Og hvad skal du bruge det til?
Netdoktor giver dig overblikket her.
Læs også: Guide til god håndhygiejne
Det er meningen med coronapasset, at det skal fungere som en adgangsbillet til for eksempel restauranter og museer.
Du kan få et coronapas, hvis du er vaccineret, hvis du er testet negativ eller hvis du er immun som følge af tidligere smitte. Coronapasset gælder kun for voksne. Børn under 15 år behøver ikke et coronapas.
Dit coronapas gælder 14-42 dage efter dit første stik. Får du det andet stik gælder coronapasset umiddelbart efter og 5 måneder frem. Efter revaccination med det tredje stik bliver coronapasset gyldigt uden tidsbegrænsning.
For de 15-17-årige, der endnu ikke kan modtage det tredje stik, er der ikke nogen tidsbegrænsning på coronapasset efter andet stik.
Hvis du i stedet lader dig teste for at få coronapas, gælder PCR-testen i 72 timer, mens hurtigtesten (antigen-testen) gælder i 48 timer.
Har du tidligere været smittet, betragtes du som immun i 11-180 dage efter din positive test. Dit coronapas vil være gyldigt i denne periode.
Læs også: Mundbind mod coronavirus
Der er flere muligheder for at få et coronapas. Dels er der appen "MinSundhed", hvor man kan logge ind og se sine testsvar. Du kan også downloade "Coronapas-appen". Med appen behøver du ikke vise personlige oplysninger som for eksempel CPR-nummer. Når du har et gyldigt coronapas vises en QR-kode i appen. Har du ikke et gyldigt coronapas, vises koden ikke.
Er man ikke så ferm til smartphones eller blot glad for analoge redskaber, så kan man få sit vaccinebevis tilsendt med posten eller få printet dokumentation for negativ test eller tidligere smitte ved teststedet eller hos lægen.
Hvis du vælger den analoge løsning, skal du huske at medbringe ID som pas, kørekort eller sundhedskort.
Læs også: Corona: 4 spørgsmål om isolation
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Coronasmitte.dk, Statsministeriet, Sundhedsministeriet og Ældresagen, Justitsministeriet
Sidst opdateret: 01.02.2022