Rød hud, irriterede knopper og måske endda rifter på kroppen. Generne ved hårfjerning kan være mange. Netdoktor hjælper dig med at fjerne hår på kroppen.
For mange hører sommerens varme sammen med mindre tøj og blottede lemmer. Det kan for nogens vedkommende betyde, at de får lyst til at fjerne hår på ben, under armene og andre steder.
Men det er nemt at komme til at skære sig på et barberblad, brænde sig på varm voks eller ende med indgroede hår og irriteret hud. I samarbejde med farmaceut ved online-apoteket Apopro, Zainab Al-Mansouri, guider Netdoktor dig til sikker og nænsom hårfjerning.
Der findes som udgangspunkt fire metoder til at fjerne hår. Man kan barbere sig, bruge voks, laser eller epilator. Alle metoderne kan bruges på alle hudtyper.
Barbering med skraber:
Med en skraber kan man fjerne det hår, der er synligt på huden. Metoden er hurtig og smertefri, men virker ikke så lang tid ad gangen. Hårene kommer hurtigt igen og kan føles hårde og stikkende.
Voks
Voks fjerner hårene helt nede fra hårsækkene. Denne metode holder lidt længere, og du kan være hårfri i op til 6 uger, men metoden er også ret smertefuld. Hårene skal være minimum ½ centimeter lange, før de kan rives ud.
Laser
Laserens lysimpulser trænger igennem hudens overflade og ned til hårsækkene. Nede ved hårsækkene opfanges lyset og omdannes til varme (ca 70 grader). Det ødelægger hårsækken. Jo lysere man er i huden, desto mindre effekt har laser. Laserbehandlingen er ikke smertefri, det kan føles som at få en elastik smækket på huden, hver gang en impuls rammer. Laserbehandlingen kan reducere hårvæksten, resten af livet.
Epilator
Epilatoren fjerner hårene helt nede fra hårsækken. Man er hårfri i flere uger, men metoden kan være smertefuld, fordi epilatoren griber fat om mange hår samtidig og river dem ud.
Læs også: Gode råd til intimpleje og -barbering
Hvis man vælger at barbere sig i intimområdet, skal man være særligt opmærksom på tilstanden på barberbladet. Skrabebladene må ikke være gamle og rustne. Det kan nemlig give rød og irriteret hud.
Det er også vigtigt, at bladet er helt skarpt. Et sløvt blad kan give røde knopper og irriteret hud. Dette gælder i øvrigt for hele kroppen. Man kan bruge en barbergel for at få en tæt og blød barbering. Hvis man kommer til at skære sig og får et sår, kan man bruge en antibakteriel skum for at bakterierne ikke sætter sig i såret.
Hvis du ønsker at fjerne hår i intimområdet med voks, laser eller epilator, er det stadig en god ide at bruge en skum beregnet til intimområdet efter barbering, men det er ikke nødvendigt at benytte noget inden eller under hårfjerningen.
Hvis man bruger produkter i underlivet i forbindelse med barbering, er det vigtigt at vaske sig bagefter, så produkterne ikke sætter sig i slimhinden.
Under barberingen kan det være en god ide med en gel, der sikrer en tæt og blød barbering. Hvis man har sart hud, findes der geler uden parfume- og farvestoffer, som man kan bruge.
Efter hårfjerningen kan man bruge en bodylotion. Det anbefales dog, at man undlader at bruge bodylotion ved intimområdet på grund af slimhinden og den lave ph-værdi i området.
Hvis man er kommet til at skære sig kan man pleje sin hud med en antibakteriel skum, som sørger for at holde såret bakteriefrit.
Vil du undgå generne ved hårfjerning, er det vigtigt, at du vælger en hårfjerningsmetode, du er tilpas med, og at du sørger for at pleje din hud godt under og efter behandling.
Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Farmaceut ved online-apoteket Apopro Zainab Al-Massouri
Sidst opdateret: 29.06.2020