Danske 9. klasser drikker oftere end tidligere, og flere har prøvet at ryge både cigaretter og hash. Det viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen.
Efter en lang årrække, hvor alkoholforbruget hos de unge danskere har været på tilbagetog, er det nu begyndt at stige igen. Det viser en undersøgelse, som er lavet for Sundhedsstyrelsen. Tallene er indsamlet i 2019 og undersøgelsen er udarbejdet i 2020.
Tallene viser, at der i 2019 var flere, der havde været fulde inden for den seneste måned, end i 2015. Ligeledes var der i 2019 også flere, der havde drukket mere end fem genstande ved samme lejlighed, end i 2015.
Det vil sige, at de unge drikker både oftere og mere intenst end tidligere.
Ifølge enhedschef i Sundhedsstyrelsens forebyggelsesenhed, Niels Sandø, er det en foruroligende tendens. Han opfordrer forældre til at komme på banen og tage ansvar for drukkulturen blandt unge danskere.
Undersøgelsen viser også, at der er en sammenhæng mellem de unges brug af alkohol, tobak og illegale stoffer.
Blandt de unge, der har drukket fem genstande eller mere ved samme lejlighed inden for den seneste måned, har en betydelig del også prøvet at ryge hash inden for samme periode.
Samme tendens viser sig også ved alkohol og tobak. Langt størstedelen af de elever, der har drukket minimum fem genstande ved samme lejlighed indenfor den seneste måned, ryger dagligt. Det samme alkoholforbrug ses ikke blandt de elever, der ikke ryger til hverdag.
Læs også: Coronavirus: Unge drikker mindre
Tallene fra Sundhedsstyrelsen er indsamlet i 2019 og udkommet i august 2020.
I juni kom resultatet fra en undersøgelse foretaget af Institut for Folkesundhed om unges alkoholvaner under corona-nedlukningen.
Undersøgelsen viste, at alkoholforbruget faktisk var faldet under corona-krisen. Hver tredje adspurgte havde slet ikke drukket alkohol under nedlukningen.
Tallene blev kædet sammen med forsamlingsforbuddet. De begivenheder, hvor unge ellers ville drikke alkohol fandt ikke sted. Derfor blev forbruget mindre.
Tallene fra Sundhedsstyrelsen indgår i Den Europæiske Rusmiddelundersøgelse. Den europæiske rapport med sammenlignelige resultater fra andre europæiske lande forventes at udkomme i november 2020.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Sundhedsstyrelsen og Netdoktor egen artikel Coronavirus: Unge drikker mindre
Sidst opdateret: 17.08.2020