Annonce

Unges mentale corona-dyk er rettet op

Den Nationale Sundhedsprofil 2021 viste, at de unges mentale trivsel led under corona-nedlukningerne. Nu viser et nyt studie fra Københavns Universitet heldigvis, at dykket ikke er permanent.

Det har ikke været nemt under nedlukningerne, heller ikke for de unge, som ikke kunne mødes med vennerne, gå i skole og til fritidsinteresser. Men en undersøgelse udført af fem forskere fra Københavns Universitet viser, at de dyk, der blev målt af de unges mentale trivsel under coronakrisen, kun har været midlertidige. Studiet er publiceret i Journal of Psychiatric Research.

Bedre livskvalitet efter genåbningerne

Forskerne har indsamlet data fra cirka 30.000 unge fra 18 til 24 år. De unge har svaret på de samme spørgsmål om livskvalitet, mental trivsel og ensomhed både før, under og efter corona-nedlukningerne.

Undersøgelsen viser, at den mentale trivsel efter nedlukningerne næsten var på samme niveau, som inden coronakrisen begyndte. Dykket i den mentale trivsel, er derfor ikke noget vi skal være bekymrede for, mener Katrine Strandberg-Larsen, der er lektor på Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Hun uddyber - Tallene viser overordnet et betryggende billede, da nedlukningerne ikke ser ud til at have haft vedvarende effekter. Vi har tidligere vist, at livskvaliteten steg i takt med genåbningerne, og derfor forudser jeg, at også livskvaliteten og den mentale trivsel vil normalisere sig igen.

Chok-effekt

Da corona blev en del af vores samfund, ramte dét, som Katrine Strandberg-Larsen kalder for en chok-effekt. Det vil sige, at når der sker en stor omvæltning i vores liv, vil det påvirke vores trivsel, og derfor gik den mentale trivsel nedad under coronakrisen. Men nu er den ved at være overstået, og det viser sig ved, at trivslen igen forbedres.

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: sund.ku.dk, The impact of the initial and second national COVID-19 lockdowns on mental health in young people with and without pre-existing depressive symptoms

Sidst opdateret: 26.04.2022

Annonce