Annonce

World Sleep Day: Nattetisseri forstyrrer danskernes søvn

Over en million danskere vågner om natten, fordi de skal op og tisse. I anledning af World Sleep Day den 16. marts sætter Netdoktor fokus på nattetisseri, der har store konsekvenser for mange danskeres søvnrytme, helbred og livskvalitet.

Den årlige begivenhed World Sleep Day sætter fokus på vigtigheden af sund nattesøvn. I den forbindelse kigger vi nærmere på, hvordan natlig vandladning forstyrrer mange danskeres nattesøvn og velbefindende.

Hver anden dansker over 50 år vågner nemlig om natten, fordi de skal op og tisse. De lider af såkaldt nykturi. Nykturi, der er en af de hyppigste årsager til afbrudt og dårlig søvn, er et overset problem der påvirker mange danskeres liv og hverdag negativt.

Det viser en netop afsluttet undersøgelse fra Netdoktor.

Læs også: Derfor skal du tisse om natten

Træthed og koncentrationsbesvær

Over 2.000 danskere, der lider af problemet, har deltaget i Netdoktors undersøgelse og svaret på spørgsmål om, hvad de natlige søvnforstyrrelser betyder.

Op mod halvdelen har svaret, at de oplever, at nattetisseriet og de medfølgende søvnforstyrrelser mindsker deres livskvalitet. Halvdelen oplever træthed om dagen, mens hver tredje mener, at deres præstationer på arbejdet forringes som følge af søvnforstyrrelserne.

Ekspert i nykturi, afdelingslæge på Urinvejskirurgisk Afdeling på Skejby Universitetshospital, Charlotte Graugaard-Jensen genkender undersøgelsens resultater:

- Rigtig mange kommer ind på vores klinik og fortæller, at de er uoplagte og har svært ved at koncentrere sig på arbejdet. De er plaget af at skulle forlade sengen en eller flere gange hver nat for at tisse, og de har ofte svært ved at falde i søvn igen.

Læs om Ejner, der har nykturi: "Jeg bliver halvtræt og pirrelig"

Nykturi medfører andre sygdomme

Foruden at forringe livskvaliteten væsentligt kan søvnforstyrrelser i nogle tilfælde også være skadeligt for helbredet. Man ved, at der blandt andet kan være en sammenhæng mellem dårlig nattesøvn og diabetes, ligesom forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme også kan kædes sammen med afbrudt søvn. Det er derfor vigtigt at få gjort noget ved problemet, hvis man plages af natlig vandladning:

- Første skridt kan være at gøre op med de dårlige vaner. Find ud af, om du drikker for meget om aftenen. Det du drikker efter 18, gemmer du til natten, siger Charlotte Graugaard-Jensen.

Læs mere: Mål hvor meget du tisser

Problemet kan ofte løses

Nykturi kan skyldes forskellige årsager og er lige udbredt blandt mænd og kvinder.

Udover dårlige vaner, kan natlig vandladning blandt andet skyldes en formindsket eller overaktiv blære, en for stor prostata hos mænd, som medvirker til dårlig blæretømning, eller en for stor produktion af urin.

Mange opfatter nykturi som en naturlig konsekvens af at blive ældre og lever derfor med de gener, som problemet medfører. I dag kan man dog i de fleste tilfælde afhjælpe problemet helt eller delvist med medicin eller operation.

Læs også: Nattetisseri kan behandles

Spørgeundersøgelsen er en del af Netdoktors oplysningskampagne om nykturi. Du kan læse mere om nykturi på HarDuNykturi samt på Netdoktors sektion om emnet.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Netdoktors sektion om Nykturi og HarDuNykturi.dk

Sidst opdateret: 16.03.2018

Annonce