Kære Netdoktor
Jeg har et spørgsmål vedrørende rejse med en nyresten i urinlederen: For 9-10 dage siden fik jeg voldsomme mavesmerter, som viste sig at være en nyresten . Jeg måtte aflyse afgang til længe planlagt to måneders tur til Mexico, da jeg skulle have været afsted få dage efter. Siden det indtraf for 9-10 dage siden, har jeg intet mærket, men stenen som i øvrigt er en forholdsvis lille fyr på 2-3 millimeter - sidder der endnu. Jeg drikker 6-7-8 liter vand om dagen, samt alle mulige mere eller mindre alternative løsninger, jeg har hørt om og læst mig til på nettet, såsom resium, koncentreret citrus og så videre. Jeg tisser desuden gennem en meget fin si for at holde øje med om den kommer ud.
Jeg er dybt frustreret og venter kun på, at den kommer ud, så jeg hurtigt muligt kan få booket en flybillet og komme afsted. Lægerne på hospitalet gav som sådan ikke udtryk for nogen større fare ved at rejse, men rejseforsikringen vil jo ikke dække noget nyrerelateret, så længe stenen ikke er kommet ud. Jeg antager at stenen ikke har bevæget sig, siden den rykkede fra nyreren til urinlederen for 9-10 dage siden og gav voldsomme smerter. Dette baserer jeg på scanning, da det indtraf, samt scanning 4-5 dage efter. Der er altid spørgsmål, man ikke når at få stillet, mens man har en læge hos sig. De har jo så travlt, og man vil ikke tage for meget tid. Så jeg har et par spørgsmål, som jeg meget gerne ville have en form for svar på.
-
Vil det være uforsvarligt at rejse så langt væk med en nyresten siddende, når rejseforsikringen ikke dækker? Her tænker jeg naturligvis på risikoen for eventuelle komplikationer, som vil kræve indlæggelse eller hjemsendelse.
-
Har man typisk smerter hver gang stenen bevæger sig nedad gennem systemet? Jeg har jo intet mærket, siden den dag jeg blev indlagt. Hvordan er smerterne, når den kommer ned i blæren og finder vej ud i forhold til de første smerter fra da den gik fra nyre til urinleder? Jeg er klar over, at det kan være individuelt, men ville være glad for et fingerpeg, så jeg har en idé om, hvad der venter.
-
Kan man risikere, at stenen ganske enkelt aldrig kommer ud og bare sidder der i årevis? Beklager det lidt lange spørgsmål. Det er svært at forklare sagen grundigt og holde det kort.
Med venlig hilsen en spørger