Brevkasse

Spørgsmål   Nyrer og urinveje

Spørgsmål: Jeg skal tisse uden varsel

Kære Netdoktor

Jeg ved ikke hvilken kategori dette spørgsmål skal stilles under. Jeg har så længe jeg kan huske haft problemer med, at jeg skal tisse ofte og det kommer "uden varsel". Jeg tisser med et højt tryk og kortvarigt. Det er ikke sådan, at jeg tisser i bukserne, men det er tit lige oppe over når jeg kommer på toilettet. Det følger selvfølgelig, hvor meget jeg har drukket, men når jeg sammenligner mig med andre, så har jeg generelt en meget lille blære eller også er der noget galt.

På det sidste syntes jeg ydermere at mit tis er begyndt at lugte ret kraftigt, hvis jeg har drukket meget vand hjælper det på det, men jeg ved ikke om lugten stammer fra kosten eller om det hænger sammen med ovenstående/ noget andet. Jeg drikker i øvrigt ca. 2 liter vand om dagen og 4 kopper kaffe (er mit primære indtag af væske). Jeg overvejede på et tidspunkt om det kunne være noget med blodsukkeret, da jeg tit ret pludselig kan trænge til en mellemmad og jeg kan få humørsvingninger af det - men har ikke gjort noget ved det, da jeg ikke syntes det er så slemt igen, at det ikke bare kan være mig, der ikke lytter ordentlig til kroppen.

Med venlig hilsen en spørger

Svar:

Kære Spørger

Dit spørgsmål er ikke let at besvare. Jeg har bestemt ikke mistanke om nogen alvorlig årsag til dine gener, men jeg synes, du skal søge læge og blive henvist til en urologisk afdeling. Man vil givetvis bede dig udfylde et væske-vandladningsskema, hvor du i 3 - gerne forskellige - døgn noterer, hvor meget du drikker og hvornår, og måler og noterer, hvor meget du tisser og hvornår. Ved konsultationen vil man måle dit uro-flow, hvilket bare betyder, at du tisser i et apparat, der måler, hvor meget fart du tisser med. Derefter vil man scanne din urinblære og måle, hvor meget der står tilbage i din urinblære efter vandladningen. Endelig vil man undersøge din urin for evt. sukker og blod, og hvis du kom i min afdeling, ville din urin blive dyrket for evt. bakterier. Når du er så ung som 23 år, vil man nok allerede med de nævnte undersøgelser vide nok til at løse dit problem. Ellers kunne andre undersøgelser være en blære-funktionsundersøgelse, hvor man tester, om din blære fungerer normalt. Endelig kunne man - men næppe hos en så ung mand som du - udføre en cystoskopi, dvs. en kikkertundersøgelse af din blære. Det lyder langt værre, end det er. Tro mig. Som sagt tror jeg bestemt ikke, du fejler noget alvorligt, men da det er et socialt belastende symptom at skulle finde et toilet med meget kort varsel, bør du blive undersøgt, så du kan hjælpes. God bedring.

Venlig hilsen

Poul Frimodt-Møller

Speciallæge i urologi


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Følelsen af urin i penishovedet

2024-08-10 | 20:22

knude på penis

2024-08-8 | 11:23

Hvorfor tisser jeg pludselig i sengen som 40-årig?

2023-02-4 | 15:31

Jeg skal tisse uden varsel

2022-11-20 | 00:00

Tilbagevendende blærebetændelser

2021-09-15 | 14:01

Kan mine nyrer tage skade at mit høje væskeindtag?

2021-11-20 | 00:00

Er der INTET jeg kan gøre ved min blærebetændelse?

2021-02-6 | 14:08

Efterdryp efter toiletbesøg - hvad kan det være?

2020-03-20 | 09:08

Mikroskopisk blod i urinen - skal jeg være bekymret?

2020-03-3 | 14:07

Ung mand med vandladningsproblemer?

2019-12-3 | 09:45

Kan forstørret prostata komme igen?

2019-10-26 | 13:52

Jeg skal hele tiden tisse. Kan det behandles?

2018-12-6 | 09:42

Skal mænd sidde ned og tisse?

2018-11-24 | 19:10

Jeg skal hele tiden tisse?

2018-10-17 | 10:38

Hvornår behandler man for årebrok?

2018-07-31 | 10:33

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.