Kære Netdoktor
Jeg er 21 år og fik af min egen læge for halvanden måned siden konstateret blærebetændelse med et stort indhold af protein. Hun gav mig noget medicin, som jeg skulle tage i en uge, hvorefter jeg skulle komme og blive tjekket igen. Det gjorde jeg, og efter den uge, var der hverken bakterier eller proteiner. Blodprøver inklusive nyretal var helt i orden. Kan man ved hjælp af en blodprøve (nyretal) finde ud af, om man har en nyresygdom?
Vi blev enige om, at jeg skulle komme til kontrol igen måneden efter. Det gjorde jeg, og der var ikke nogen tegn på blærebetændelse, men indholdet af proteiner var +2 på urinstiksen. Jeg har ingen symptomer på hverken urinvejeinfektion eller blærebetændelse i øjeblikket, men har en tildels skummet urin. Nogle gange er der meget, mens andre gange er der kun lidt eller intet.
Jeg fik lavet en blodprøve igen i sidste uge, og den var helt okay. Mine nyretal var i orden og der var hverken tegn på infektion eller betændelse. Tyder det ikke på, at mine nyrer ikke fejler noget? Det skal også lige siges, at i de dage, hvor der var mest skum i urinen, havde jeg menstruation. Jeg tænker, at det måske også kunne hænge sammen med en øget proteinindhold i urinen? Hvorvidt skal jeg være bekymret for proteiner i urinen, når jeg ikke har andre symptomer? Og kan det tænkes, at den svingende proteinindhold skyldes den blærebetændelse, jeg har haft for halvanden måned siden? På forhånd tak.
Med venlig hilsen en spørger