Fakta om kronisk nyresygdom
- Kronisk nyresygdom er sygdom i nyrerne, som har varet mere end tre måneder.
- Knap 10 procent af den voksne befolkning har ved blodprøver fået påvist kronisk nyresygdom. Der er formodentligt flere, der har sygdommen, da mild og moderat kronisk nyresygdom sjældent giver symptomer.
- Symptomer på svær kronisk nyresygdom kan være: træthed, væskeophobning, hyppig vandladning, åndenød, manglende appetit og vægttab, hudkløe, dårlig søvn og lægkramper.
Hvad er kronisk nyresygdom?
Kronisk nyresygdom er sygdom i nyrerne, som har varet mere end tre måneder.
Det præcise antal danskere med kronisk nyresygdom er ikke kendt, men danske undersøgelser viser, at knap 10 procent af den voksne befolkning har fået taget blod- eller urinprøver, som viser kronisk nyresygdom. Andelen kan dog være større, da kronisk nyresygdom i milde eller moderate stadier sjældent giver symptomer. Det er derfor heller ikke alle, der får diagnosticeret sygdommen.

Illustration af nyrer, urinledere og blære. Nyrernes funktion er at bl.a. rense blodet for affaldsstoffer, der sammen med overskydende væske, salte og syre fra kroppens stofskifte bliver udskilt som urin. Illustration: IStock.com.
Symptomer på kronisk nyresygdom
Lette og moderate grader af kronisk nyresygdom giver kun sjældent symptomer og afslører sig oftest først, når der undersøges for det, f.eks. med blod- eller urinprøver. Ved sværere grader af kronisk nyresygdom, vil der kunne komme symptomer i form af:
- Træthed
- Væskeophobning, oftest i benene men undertiden også i andre dele af kroppen.
- Hyppig vandladning
- Åndenød
- Manglende appetit og vægttab
- Hudkløe
- Dårlig søvn
- Lægkramper
Hvem får kronisk nyresygdom?
Hyppigheden af kronisk nyresygdom stiger markant med alderen og er hyppigere hos kvinder end mænd. Derudover er nogle sygdomme forbundet med større risiko for at udvikle kronisk nyresygdom. Det gælder for eksempel forhøjet blodtryk, diabetes eller hjerte-kar-sygdom. Hvis man har en af disse sygdomme, bør man derfor undersøges for kronisk nyresygdom med jævne mellemrum.
Hvorfor får man kronisk nyresygdom?
Oftest er den præcise årsag til kronisk nyresygdom ikke kendt. I mange tilfælde formodes den at være relateret til sygdomme som forhøjet blodtryk, åreforkalkning, hjertesvigt og type 2-diabetes.
I andre tilfælde kan årsagen være betinget af vandladningsproblemer, ofte på grund af forstørret blærehalskirtel (prostata). Det kan også være en følge af visse typer medicin, for eksempel længerevarende brug af smertestillende gigtmedicin (NSAID), litium eller visse typer kemoterapi, eller det kan være en følge af akut nyresvigt, som kan efterlade varig skade på nyrerne.
I sjældne tilfælde er kronisk nyresygdom være arvelig eller betinget af blodsygdomme, for eksempel myelomatose, eller af autoimmune sygdomme, for eksempel systemisk lupus erythematosus, IgA-nefritis, andre typer vaskulitis (karbetændelser) eller autoimmune sygdomme udløst af infektioner. I de tilfælde vil diagnosen ofte kræve ekstra undersøgelser udført på sygehus, for eksempel genetiske undersøgelser eller vævsprøve (biopsi) fra nyrerne. Mennesker med disse type nyresygdomme følges oftest på sygehus ved et specialafsnit for nyresygdomme.
Hvordan stilles diagnosen?
Oftest viser sygdommen sig ved nedsat glomerulær filtrationsrate (eGFR, ofte også omtalt som ”nyrefunktion”) eller ved unormale fund i urinen, for eksempel udskillelse af for meget æggehvidestof i urinen (albuminuri). Den kan også vise sig ved andre tegn på nyreskade, for eksempel unormale fund ved skanninger.
Normalt vil undersøgelse for nyresygdom bestå i blod- og urinprøver, eventuelt suppleret med en skanning af nyrerne. Disse undersøgelser kan i de fleste tilfælde laves hos praktiserende læge. Undertiden vil der være grund til at lave supplerende undersøgelser, for eksempel særlige blod- og urinprøver, vævsprøve (biopsi) fra nyrerne eller genetiske undersøgelser. Disse undersøgelser vil typisk skulle udføres på sygehus, uden at de kræver indlæggelse. Diagnosen kan også stilles ved en skanning af nyrerne.
Læs mere: Kend dine nyretal
Hvad betyder det for mig, at jeg har kronisk nyresygdom?
Langt det fleste med kronisk nyresygdom oplever som nævnt ingen symptomer, og heldigvis er det kun et fåtal, der oplever, at nyresygdommen udvikler sig til de svære stadier med risiko for kronisk nyresvigt, hvor der kan blive behov for dialyse eller nyretransplantation.
Imidlertid er nyresygdom, selv i de tidlige stadier, forbundet med en øget risiko for følgesygdomme, specielt hjerte- og karsygdomme med risiko for blodpropper og hjertesvigt. Det er derfor vigtigt at få stillet diagnosen, så man på et tidligt tidspunkt kan iværksætte behandling, der kan mindske risikoen for forværring i nyresygdommen og kan forebygge hjerte-kar-sygdom.
Hvordan behandles kronisk nyresygdom?
Formålet med at behandle kronisk nyresygdom er dels at undgå forværring i nyresygdommen og dels at forbygge alvorlige følgesygdomme, især hjerte-kar-sygdom.
I de tilfælde, hvor årsagen til kronisk nyresygdom er kendt, behandles først og fremmest den udløsende årsag. I tilfælde af blodtryksforhøjelse eller diabetes er det således vigtigt, at de er velbehandlede. Behandling, der sænker blodtrykket, er en af hjørnestenene i behandlingen af kronisk nyresygdom, som både mindsker risikoen for forværring af nyresygdommen og for hjerte-karsygdom.
Blodtrykssænkende medicin
Hvis du har diabetes, hjertesvigt eller for meget æggehvidestof i urinen (albuminuri), vil behandling med særlige typer blodtryksænkende medicin (angiotensin coverting enzyme (ACE)-hæmmer eller angiotensin receptor-blokkere) være en fordel.
SGLT2-hæmmere
Behandlingen kan i mange tilfælde suppleres med natrium-glukose-transporter 2 (SGLT2)-hæmmere, der øger udskillelsen af sukker i urinen og mindsker risikoen for såvel forværring af nyresygdommen som for hjerte-karsygdom. Andre lægemidler, herunder vægttabsmedicin og medicin, der blokerer hormonet aldosteron, kan forebygge forværring hos udvalgte grupper af mennesker med kronisk nyresygdom, for eksempel ved type 2-diabetes.
Immundæmpende medicin
Blandt den forholdsvis lille gruppe af mennesker, hvor nyresygdommen skyldes autoimmun sygdom, vil nyresygdommen kunne behandles med særlige typer immundæmpende medicin, hvilket typisk foregår på et specialafsnit for nyresygdomme på sygehus.
Behandling af svær nyresygdom
Ved svær nyresygdom, kan der være behov for at erstatte nogle af nyrernes funktioner med medicin. Det kan omfatte basetilskud for at modvirke syreophobning, erythropoetin (”epo”) for stimulere dannelsen af røde blodlegemer og en særlig type vitamin D for at beskytte knoglerne.
Der kan også være behov for at ændre kosten for at sikre sund levevis samtidigt med at væskemængden og kostens indhold af nogle salte og mineraler, f.eks. kalium og fosfat, begrænses, fordi nyrerne ikke er i stand til at udskille dem på normal vis. Også denne behandling varetages normalt af specialafsnit for nyresygdomme på sygehus.
Ved kronisk nyresygdom bør man så vidt muligt undgå lægemidler, der kan skade nyrerne yderligere, for eksempel længerevarende brug af smertestillende gigtmedicin (NSAID). Hvis nyrefunktionen er betydeligt nedsat, kan der også være brug for at justere dosis af medicin, der udskilles gennem nyrerne, og det er vigtigt, at lægen er opmærksom på det.
Hvad kan jeg selv gøre?
Kronisk nyresygdom vil ofte skyldes nogle af de samme livsstilsfaktorer, som også er baggrunden for andre folkesygdomme, for eksempel overvægt, manglende motion, stort saltindtag og rygning. Det er derfor vigtigt at spise sundt, undgå for meget salt og holde sig i form, også for at mindske risikoen for følgesygdomme, ikke mindst hjerte-kar-sygdom, der er den hyppigste årsag til tidlig død hos mennesker med kronisk nyresygdom.
De fleste mennesker med nyresygdom bør følge Fødevarestyrelsens officielle kostråd, som anbefaler en varieret kost med fokus på grønt, bælgfrugter, fuldkorn og fisk med mindre indtag af kød og begrænset indtag af salt og sukker. I de svære stadier af nyresygdom kan der som beskrevet være behov for særlig diæt og tilbageholdenhed med væske for at undgå ophobning af stoffer, der udskilles med nyrerne.
Udsigt for fremtiden
Det er kun sjældent, at kronisk nyresygdom kan helbredes, og målet er at mindske risikoen for forværring. Det er desværre ikke altid muligt, og hvis nyresygdommen udvikler sig de svære stadier, kan der være behov for særlige behandlinger til at erstatte nogle af nyrernes funktioner som beskrevet ovenfor. Kun en mindre gruppe kronisk nyresyge mennesker vil udvikle kronisk nyresvigt med behov for at erstatte den tabte nyrefunktion ved dialyse eller nyretransplantation.